OB trup uden ændringer mod Horsens: Backs stadig ude
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

OB trup uden ændringer mod Horsens: Backs stadig ude

De samme OB-spillere, der slog Randers FC 3-0 i forårspremieren, er udtaget til kampen mod AC Horsens. Det betyder, at backerne Joao Pereira og Ryan Johnsson Laursen fortsat ikke er med.

OB kunne næsten ikke have fået en bedre start på foråret, da holdet slog Randers FC med 3-0 i den første kamp i 2017. Og når det går godt, gælder det om at holde fast i det, der fungerer, så det er netop, hvad cheftræner Kent Nielsen gør.

Klubben oplyser således på sin hjemmeside, at han har udtaget de samme spillere til kamptruppen, som var udtaget til sidste runde. Han vil gerne have, at udsvingene er så små som mulige, siger han blandt andet.

Han kan dog blive tvunget til at ændre i startopstillingen. Casper Nielsen og Frederik Tingager har således begge døjet med skader, men de burde blive klar til AC Horsens-kampen i morgen, lørdag.

- Vi har udtaget de samme 19 spillere. Der er lidt småproblemer omkring Casper Nielsen og Frederik Tingager, der dog begge ventes helt klar til kampen. Men vi udtager 19 for at være på den sikre side, og så har vi en fin træningskamp mod Fredericias førstedivisionshold søndag, hvor vi kan få givet spilletid til dem, der sidder på bænken – og til eksempelvis Joao Pereira og til Ryan Johnson Laursen, der har brug for spilletid for at komme i kampform. Vi er glade for, at vi har en trup, hvor alle 21 markspillere og to målmænd er klar til spilletid i weekenden, siger Kent Nielsen til ob.dk.

Hele truppen ser ud som følger:

1. Michael Falkesgaard
2. Kenneth Emil Petersen
3. Frederik Tingager
6. Jeppe Tverskov
7. Joan Simun Edmundsson
9. Rasmus Jönsson
10. Rasmus Festersen
11. Casper Nielsen
13. Sten Grytebust
14. Jens Jakob Thomasen
15. Izunna Uzochukwu
18. Mathias Thrane
19. Mikkel Desler
20. Jacob Barrett
21. Mathias Greve
22. Nana Welbeck
24. Oliver Lund
26. Yao
28. Anders K. Jacobsen