Video : Tipsbladet
Superliga

Randers FC tilbage i fineste selskab: Vi tog kritikken til os

Randers FC jubler over at være tilbage i øverste talentlag i Danmark efter skuffelsen for et år siden.

De hang med skuffen i Randers FC for præcis et år siden, da det kom frem, at klubben havde mistet sin status som A-licens-klub. Degraderingen skyldtes en række mangler i klubbens talentarbejde, og den mistede A-licens betød blandt andet, at kronjyderne mistede retten til at spille i U19-ligaen. 

Randers FC appellerede afgørelsen, men anken blev afvist, og så var der ikke så meget andet at gøre end at trække i arbejdstøjet. Det har man gjort - og i mandags faldt belønningen så.

I licensrangeringen fra DBU's Herreeliteungdomsgruppe var Randers FC tilbage i det fineste selskab - helt nøjagtig som den niendebedste talentklub i Danmark. Kronjyderne blev vurderet til tre stjerner i den nye ordning.

- Det betyder rigtig meget for os, for det var en utrolig stor skuffelse sidste år, hvor vi mistede A-licensen. Vi har taget kritikken til efterretning og kunne godt følge nogle af argumenterne, så vi har strammet op på en masse ting, og det er vi heldigvis også blevet belønnet for, siger Randers FC-direktør Søren Pedersen til tipsbladet.dk.

Er du enig i, at tre stjerner er retvisende for Randers FC netop nu?

- Jeg synes, det er ganske retvisende for, hvor vi er lige nu, men det betyder ikke, at vi ikke skal stræbe efter at blive bedre og nå endnu højere op. Vi har store ambitioner på talentområdet, men det koster også penge, og der skal vi være dygtigere til at udvikle spillere med et salgspotentiale. Det vil også give flere penge i kassen, som vi kan geninvestere i talentudviklingen, siger Søren Pedersen. 

Randers FC møder SønderjyskE på søndag.