Randers-træner: Tilfreds med, vi kunne følge med FCM
Superliga

Randers-træner: Tilfreds med, vi kunne følge med FCM

Randers-træner Ólafur Kristjánsson er ikke utilfreds med den indsats, randrusianerne leverede på MCH Arena mod FCM.

Tidligere i dag tabte Randers med 1-0 til FC Midtjylland i et opgør, der kunne have gået begge veje. Og klubbens træner Ólafur Kristjánsson er tilfreds med det, han så sine spillere levere.

- Det var en træningskamp i et højt tempo, og jeg var tilfreds med, at vi kunne følge med FCM, der jo er en uges tid længere henne i forberedelserne, end vi er, på grund af deres Europa League kamp på torsdag. Vi fik løbet nogle meter i dag, og især i første halvleg så vores presspil og organisation fornuftig ud. Det var også vigtigt at se alle ikke-småskadede spillere i aktion, og det har givet mig et godt udgangspunkt til den videre træning.

- Selv om resultatet som sådan er underordnet i en træningskamp, ærgrer det os selvfølgelig, at der skulle en tilfældighed til fra vores side, før de fik omsat et af deres tilbud til mål. De havde jo deres velkendte standardsituationer med både straffespark og frispark på stolpen, men omvendt havde vi også tilløb til flere chancer og skulle nok have scoret mindst et par gange. Men når det ikke skete i dag, så må målene jo også hellere komme, når turneringen starter, lød det smilende fra den islandske cheftræner til Randers' hjemmeside.

Randers' første Superliga-kamp er den 18. juli mod netop FC Midtyjlland på MCH Arena.