Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-træner: Vi fortjente sejren

Thomas Thomasberg er af den holdning, at Randers FC fortjente de tre point mod Vendsyssel FF.

I en nærmest uset tæt Superliga-midte i denne sæson betyder en sejr utrolig meget, og derfor var det også tre vigtige point, som Randers FC fik lørdag eftermiddag, da de havde Vendsyssel FF på besøg.

2-0 var cifrene, da dommerfløjten lød sidste gang, og det var også et retfærdigt resultat, mener Randers FC-cheftræner Thomas Thomasberg.

- Da vi får momentum fra starten af anden halvleg, får vi udbytte af de chancer, vi får, og vi vinder solidt og fortjent. Jeg var meget tilfreds med den indsats, jeg så i dag, siger Thomas Thomasberg til TV3 Sport.

Første halvleg kæmpede Randers FC ellers lidt med at få spillet til at flyde, men det blev bedre i anden halvleg efter en opsang fra Thomasberg.

- Spillerne virkede en lille smule låste i beslutningerne, og det vigtigste i pausen var at fortælle, at de skulle slappe af og spille fodbold. Det var ikke en afgørende kamp i forhold til nedrykning, men stadig en vigtig kamp for os, siger Thomasberg.

Randers FC har nu 13 point efter ti runder og er nu på sjettepladsen, men kan i indeværende runde blive overhalet af flere hold.