Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 20. runde

Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold i Superligaen.

Det er ikke bare efterårssæsonen, der nu er gået på hæld. Et helt årti i dansk fodbold er ved vejs ende.

Den sidste kamp i 2019 var et opgør mellem FC København og OB, og her sikrede løverne sig tre point og halede dermed ind på FC Midtjylland, der snublede søndag aften mod AGF. 20. runde bød også på sejre til FC Nordsjælland, Randers, Lyngby og AC Horsens.

Vi har set nærmere på de bedste individuelle præstationer i den forgangne runde.

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 20. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Oliver Christensen, OB (3)
OB var ikke mange minutter fra at få point med fra hovedstaden, og det var ikke mindst Oliver Christensens fortjeneste, at fynboerne var i live så længe. U21-landsholdsmålmanden diskede op med en række fine redninger og indgreb, og han har fået et solidt gennembrud i Superligaen i denne sæson. De stolte, fynske målmandstraditioner skal nok fortsætte med Oliver Christensen. 

Højre back: Alexander Munksgaard, AGF (2)
AGF-spilleren var opsat på sin tidligere hjemmebane, og han leverede sin måske bedste præstation til dato for århusianerne i 3-1-sejren over FC Midtjylland. Alexander Munksgaard var stærk i duellerne, og han krydrede en fornem indsats med en assist til Jon Dagur Thorsteinsson. 

Central forsvarer: Frederik Winther, Lyngby Boldklub (1)
Den unge midtstopper noterede sig for rundens mest spektakulære detalje, da han på ren Kent Nielsen anno 1992-manér afværgede et ellers sikkert mål fra Ronnie Schwartz. Selv "Plaffeministeren" måtte klappe i hænderne over Frederik Winthers akrobatiske redningsaktion, der også sikrer Lyngby-spilleren en plads på Rundens Hold. 

Central forsvarer: Niklas Backman, AGF (5)
Svenskeren har om nogen en stor aktie i AGF's succes i denne sæson, og han sluttede året af med et brag. Niklas Backman var man of the match i AGF's opvisning på den jyske Hede, hvor man fornemmede, at han nærmest nød hver eneste duel. Og dem var der rigtig mange af. 

Venstre back: Pierre Bengtsson, FC København (2)
Pierre Bengtsson kan være godt tilfreds med et efterår, der har budt på en del mere spilletid, end han nok havde regnet med. Svenskeren har ikke samme antrit som tidligere, men han er solid, og hans indlæg er stadig knivskarpe. Det så man blandt andet, da han servede en perfekt bold for Pieros Sotiriou i forbindelse med sejrsmålet mod OB. 

Højre midtbane: Louka Prip, AC Horsens (2)
Der sidder en god venstre fod på Louka Prip, og den slog til to gange i 2-1-sejren over SønderjyskE. Først scorede den tidligere Hvidovre-spiller direkte på hjørnespark, og dernæst førte endnu et hjørnespark til en scoring fra Michael Lumb. Louka Prip er Horsens-topscorer med fire mål og kan se tilbage på efteråret med stor tilfredshed. 

Central midtbane: André Rømer, Randers FC (4)
Midtbanemanden var involveret i to scoringer i 3-0-sejren over Esbjerg, og han var en markant skikkelse i den times tid, han var på banen. Det helt store svendestykke var den flotte detalje og efterfølgende assist til Björn Kopplin i anden halvleg. 

Central midtbane: Bror Blume, AGF (3)
Bror Blume havde en aktie i to mål, da AGF tog fusen på FC Midtjylland og vandt 3-1, og det var prikken over i'et på et sublimt efterår for den tidligere Lyngby-spiller. Midtbanespilleren tilbagelagde mere end 12 kilometer, og han dækkede hvert et græsstrå på MCH Arena. 

Venstre midtbane: Saba Lobjanidze, Randers FC (4)
Randers-profilen scorede på straffespark med en fræk "Panenka", og det var i øvrigt Saba Lobjandize selv, der tiltrak sig straffesparket. Georgieren er kommet meget fint tilbage fra sin skadespause, og nu er det store spørgsmål, om han har optrådt for sidste gang i en Randers-trøje. 

Angriber: Pieros Sotiriou, FC København (2)
Han spillede kun godt 10 minutter, men på den korte tid formåede FCK-angriberen at vende opgøret mod OB fuldstændig på hovedet, og så kan man godt komme på Rundens Hold. Pieros Sotiriou scorede to mål på to minutter og sikrede FCK en perfekt afslutning på årtiet. Cyprioten har udviklet sig til noget af en "super-sub". 

Angriber: Mohammed Kudus, FC Nordsjælland (1)
Mohammed Kudus kom ikke på måltavlen mod AaB i fredagskampen, men derudover leverede ghaneseren en perfekt kamp. Kudus havde et fænomenalt blik for sine medspillere og skabte flere store chancer. Det er et kæmpe talent, FC Nordsjælland kan skrive på holdkortet og spørgsmålet er, hvornår han har vokset sig for stor til Superligaen. Det varer nok ikke længe. 

I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.

Læs også:Brøndby-boss: Forventer at forlænge med disse tre spillere

Læs også:Irriteret Niels Frederiksen: Det er for dårligt

Læs også:Overraskelse: Dansker er driblekongen i hollandsk fodbold

Læs også:Ante Erceg fra Brøndby til Hajduk? Det afhænger af klubberne

Læs også:Johan Larsson usikker på fremtiden i Brøndby: Vil have afklaring snart