Superliga

Saudiske mestre byder på Dame N´Doye

FC Københavns største profil, topscorer Dame N'Doye, kan være på vej mod et millionskifte til Saudi Arabien. Tyske klubber lurer i kulissen.

Rygterne begyndte at rumle i sidste uge, men blev relativt hurtigt skudt ned af hovedpersonens agent. Nu tyder meget imidlertid på, at der er noget om snakken. Superligaens og FC Københavns topscorer, Dame N'Doye, kan være på vej til et særdeles lukrativt skifte til den saudiske mesterklub, Al Hilal.

Allerede for nogle dage siden begyndte medierne i Saudi Arabien at skrive om Dame N'Doye som den kommende stjerne hos mesterholdet Al Hilal, der udover et utal af saudiske landsholdsspillere også har den tidligere Tottenham- og Dortmund-spiller Lee Young-Pyo og svenske Christian "Chippen" Wilhelmsson i truppen. Skriverierne er fortsat henover weekenden, og i dag melder avisen Alriyadh, at en handel i princippet er på plads.

Ifølge avisen er de saudiske mestre blevet enige med FC København om en handel. En handel, andre saudiske medier spekulerer i kan have en værdi på helt op til mellem 75 og 110 millioner danske kroner. Altså en ekstraordinært stor handel i dansk målestok - og klart det største salg i Superligaens historie - hvis salget vel at mærke effektueres.

Alriyadh skriver at Dame N'Doye vil rejse til Saudi Arabiens hovedstad, Riyadh,  i morgen tirsdag, hvis han vel at mærke får ordnet et visum i tide. I Riyadh vil N'Doye forhandle sine personlige betingelser på plads, inden han kan gennemgå et lægetjek og skrive under med Al Hilal.

Tipsbladet.dk har gravet i sagen om Superligaens topscorer og de saudiske mestre, og har nu fået bekræftet, at der foreligger et bud fra Al Hilal. Om FC København har sagt ja til dette bud har imidlertid ikke været muligt at få oplyst

- Det vil jeg slet ikke deltage i. Politikken er den samme som altid. Ingen kommentarer, siger FC Københavns sportsdirektør, Carsten V. Jensen, da han får spørgsmålet om en saudisk forbindelse til "Løvernes" topscorer.

Al Hilal er imidlertid ikke den eneste klub, der har planer om at sætte kløerne i FC Københavns målmaskine. Tipsbladet.dk erfarer, at også to tyske klubber har forhørt sig om Dame N'Doye - uden dog endnu at komme med konkrete bud.

Tipsbladet.dk har uden held forsøgt at en kommentar fra Dame N'Doyes agent, Niclas Jensen. Hovedpersonen selv trænede i øvrigt - helt som planlagt - med i FC København for første gang efter ferien i dag.