Video : Tipsbladet
Superliga

Skrappere krav kan tvinge Superliga-klubber til at bruge egne talenter

En arbejdsgruppe på tværs af DBU og Divisionsforeningen kigger på mulighederne for at stille skrappere krav til Superligaklubbernes brug af egne talenter. Det overvejes, om man skal stille krav om et minimum i truppen eller give et ekstra incitament gennem en særlig TV-bonus.

Finanskrisen satte en stopper for mange ting. I Superligaen så man, at mange klubber blev nødt til at skrue ned for antallet af udlændinge i truppen, men i takt med, at flere klubber igen har fået penge mellem hænderne, er der kommet endnu flere udlændinge til Superligaen. I 2016/2017-sæsonen er der hentet 61 udlændinge til Superligaen, mens der til sammenligning blev hentet 20 ind i 2009/2010-sæsonen. Det viser en opgørelse, som Politiken har lavet.

Den udvikling vil man gerne stoppe i DBU og Divisionsforeningen. Derfor har man nedsat en arbejdsgruppe, hvor blandt andet DBUs talentchef, Flemming Berg, Frank Arnesen, Poul Erik Andreasen og Ole Bjur sidder. Gruppen er oprettet med formålet at styrke talentarbejdet i Danmark, og her kigger man altså på mulige løsninger for at begrænse tilstrømningen af udlændinge. 

- Det er overvejelser, som vi begynder at gøre os – om det er en god idé for dansk fodbold at øge klubbernes incitament til at bruge unge. Det kunne f.eks. være ved at stille licenskrav om, at der skal være et bestemt antal talenter af egen avl i truppen eller på banen. Så ja, det er en knap, man kan skrue på, men det skal ikke være tvunget. Vi skal have en debat om det, og så skal det være, hvis klubberne og forbundet er enige, siger Ole Bjur, der er leder af Divisionsforeningens talentprojekt til politiken. 

De 61 udlændinge som er kommet til Superligaen i 2016/2017-sæsonen skal dog også ses i lyset af, at Superligaen er blevet udvidet til 14 hold. Der er dog ifølge 124 udlandske spillere i alt, hvilket svarer til ni spillere pr. hold. 

Dermed kan danske fodboldfans muligvis se frem til, at der bliver lavet restriktioner på, hvor mange spillere af egen avl, der skal figurere i truppen. Dette ses allerede andre steder i verden - blandt andet i Kina, hvor man, på trods af enorme pængemængder, begrænser antallet af udlændinge for at forbedre egne talenter.