Ståle Solbakken roser FC Midtjyllands effektive spillestil
Foto: Mikkel Khan Tariq/Polfoto
Superliga

Ståle Solbakken roser FC Midtjyllands effektive spillestil

FC Københavns træner, Ståle Solbakken, mener, at FC Midtjyllands spillestil er meget simpel - men effektiv.

Ståle Solbakken er allerede begyndt at varme op til forårets Superliga-kampe.

Selv om der stadig er over en måned til Superligaen går i gang igen efter vinterpausen, har FC Københavns træner været ude og udtale sig om konkurrenternes spil. 

Nærmere bestemt de forsvarende mestre fra FC Midtjylland, som Ståle Solbakken tidligere har haft et lidt anstrengt forhold til.

- FCM har spillet mange kampe og gjort det flot i Europa. FCM har en meget enkel stil, som er baseret på en stærk defensiv, direkte spil og mange dødbolde, siger han til Ritzau.

Faktisk mener nordmanden, at FC Midtjylland blot har fået endnu mere fokus på dødboldene end tidligere under Glen Riddersholm. Men han erkender, at det indtil videre har været effektivt.

- De har to, som kaster langt fra begge sider, og de sætter det op hver gang. Det bliver ofte meget stop og start i de kampe, som de spiller. Men de har meget succes med det, så man kan jo ikke græde over det, siger Ståle Solbakken.