Video : Tipsbladet
Superliga

Transfer i Søhøjlandet: SIF-spiller på vej til islandske mestre

Silkeborg IF kan være tæt på et salg af forsvarsspilleren Tobias Salquist til Island.

Den 21-årige Silkeborg-spiller Tobias Salquist kan både begå sig i midterforsvaret og på højre back, men på trods af sin alsidighed er det ikke blevet til ret meget spilletid. Salquist har blot været på banen i fem Superliga-kampe og kun to gange som starter. Alle fem i dette forår.

Det er ikke hensigtsmæssigt for forsvarsspilleren, der har nået en alder, hvor han helst skal spille fast, og det ser ud til at blive et andet sted end Silkeborg IF.

433.is skriver, at FH, der er forsvarende mestre på Island, skal være meget interesseret i at hente Tobias Salquist. Den nye sæson på vulkanøen sparkes i gang i weekenden, og det bliver selvfølgelig uden Salquist, men FH har et ønske om at tilknytte danskeren i nærmeste fremtid.

Klubbens cheftræner, Heimir Gudjonsson, er meget fåmælt, når snakken falder på Tobias Salquist.

- Det vil vise sig, lyder den korte kommentar.

Tobias Salquist har tidligere gjort sig erfaringer med islandsk fodbold. I det meste af 2016 var han udlejet fra Silkeborg IF til UMF Fjölnir. Hans kontrakt med den danske Superliga-klub udløber i sommeren 2018.