Video : Tipsbladet
Superliga

Tverskov glæder sig til Randers-kamp

Jeppe Tverskov glæder sig til, at hans tidligere klub, Randers FC, kommer på besøg i Odense. Han roser dog også Randers, som han mener, står godt i kæderne.

Superligaen vendte tilbage fra sin vinterhi fredag aften med to kampe, men OB og Randers må vente til mandag med at få banket rusten af. Randers FC tager turen til Odense, og det er en tur, som Jeppe Tverskov er bekendt med, da han i sommer skiftede fra netop Randers til OB. Derfor er det også en lidt speciel kamp for forsvarsspilleren, der dog glæder sig.

- Jeg forventer, at det bliver en kamp, hvor begge hold komme ud over stepperne. Det bliver den første pointgivende kamp i to-tre måneder for begge hold, og jeg er sikker på, at alle spillere brænder efter at komme på græs. Begge hold kommer til kampen for at tage derfra med tre point, så jeg forventer, at det bliver en god og seværdig kamp, siger Jeppe Tverskov til OBs hjemmeside. 

Forsvarsspilleren er dog også fuld af roser til sit tidligere hold, som han mener, har mange strenge at spille på. Randers ligger da også på en femteplads i Superligaen, på trods af at man tabte de sidste fire kampe i efterårssæsonen. 

- Det er et rigtig dygtigt hold, og det kan man også se i tabellen. De står godt i deres kæder, de har klare rammer for offensiven, hvor de er dygtige til at komme frem til de situationer, som de finder lukrative. Derudover har de en Kasper Fisker, som der er fantastisk god til at lave indlæg ind bag forsvaret, men også til at lave stikninger. De bliver aldrig fanget i defensiven, fordi de er gode, når de ikke har bolden – så de bliver svære at nedbryde, siger Jeppe Tverskov om mandagens modstander.