Video : Tipsbladet
VM

Hareide inden Australien-brag: Ikke behov for mange ændringer

Den danske landstræner Åge Hareide forventer en bedre præstation mod Australien, men mener ikke, at der er behov for ændringer i startopstillingen.

På trods af at det blev til en drømmestart, da det danske landshold besejrede Peru 1-0 i åbningskampen, er der stadig plads til forbedringer for det danske landshold.

Det har Christian Eriksen allerede indrømmet, og landstræner Åge Hareide er enig med sin angrebsstjerne.

Nordmanden forventer derfor, at hans mandskab leverer en bedre præstation og at de tør spille og holde fast i bolden, når modstanderen torsdag hedder Australien.

Det fortæller han til Nordjyske, men det betyder ikke, at han skal lave ændringer i sin startopstilling, understreger han.

- Der er ikke behov for så mange ændringer. Vi skal selvfølgelig se på, hvordan de forskellige spillere har det, men alle kender deres roller, lyder det fra landstræneren ifølge avisen.

Der skal i hvert fald foretages én ændring fra startopstillingen i opgøret mod Peru, da William Kvist er ukampdygtig. Imod Peru blev han erstattet af Lasse Schöne.

Danmark møder Australien torsdag klokken 14.00.