Video : Tipsbladet
VM

Kroatiens træner: Hårdeste VM-kamp har været mod Danmark

Ottendedelsfinalen mod Danmark har været den største udfordring for Kroatien ved denne slutrunde. Det fortæller landstræneren.

Søndag går det løs for Kroatien, der for første gang nogensinde står ved en VM-finale.

Vejen dertil har budt på flere kampe i overtid, og senest sørgede Mario Mandzukic for, at Kroatien ikke skulle ud i en straffesparkskonkurrence mod England i semifinalen. Men det var ikke det hårdeste opgør for kroaterne.

I stedet peger Zlatko Dalić på ottendedelsfinalen mod Danmark som den sværeste udfordring ved slutrunden.

- Kampen mod Danmark har været vores hårdeste kamp ved VM. Den var virkelig vanskelig. Havde vi ikke vundet dén, havde vores gode gruppespil været ligegyldigt. I morgen er noget helt andet. Vi kan spille finalen uden nerver, siger han på et pressemøde.

Frankrig og Kroatien tørner sammen i VM-finalen søndag klokken 17. Kampen kan ses på DR1.