Crooneren Solbakken og hans AaB-backing band

”Nogle gange er man bare helt oppe og ringe, og det var ikke noget problem for mig at spille 90 minutter i Georgien onsdag, hvor vi vandt 4-1, og det samme to dage efter i Aalborg. Jeg kom til AaB fra Wimbledon i marts 1998 og det næste halvandet år var den bedste periode i min karriere, både på klub- og landshold. Så enkelt var det,” siger Solbakken i dag.

Afgørende var revanchelysten og den brændende ambition om at vinde noget. DM-guldet i 1999 var Solbakkens første titel, og da var han 31 år. Jævnaldrende med den næsten udslukte Brian Laudrup for lige at vende tilbage til ”kampen i kampen”, som bare aldrig rigtig blev skudt i gang.

Karim Zaza, der i dag vogter AaB’s mål, stod dengang - som FCK-målmand - overfor denne klubs  nuværende træner, som han i øvrigt møder igen på søndag i SAS Ligaen og måske i pokalfinalen Kristi Himmelfartsdag, men det er en anden historie. Spørger man henkastet Zaza, om han kan huske en bestemt kamp mellem de to klubber, gætter han øjeblikkeligt journalistens tanker.
”Der var noget særligt i gærde den aften i Aalborg. AaB lå på førstepladsen, og der var over 12.000 tilskuere, så vi fornemmede da et og andet. Solbakken blev mere og mere synlig, som kampen skred frem. Vi vidste jo, at han var en ledertype, der stillede store krav til sig selv og til holdkammeraterne, og det kunne tydelig mærkes. Jeg kan ikke lige huske de to mål, han scorer, men jeg husker kampen som ret spændende, og det er jo sjældent at opleve en spiller få stor indflydelse på resultatet”, uddyber Zaza.

Bedre i andre kampe
Ståle Solbakken med den ranke løbestil var kendt for at have fysik og nærvær til at iscenesætte AaB’s spil fra sin position på midtbanen, men reelt var han over det hele.

Han kaldte ofte bolden til sig, eller gik ned i bagkæden for at hente den. Nogle gange lignede medspillerne marionetter, men det var de ikke helt. Træner Hans Backe lyttede meget til Solbakken, som endnu i dag har fin kontakt med den svenske træner og den daværende assistent, Lars Søndergaard.

”Det er da en kamp, jeg aldrig glemmer, men jeg tror faktisk ikke, at det var min bedste kamp. Samme forår vandt vi 2-1 i Brøndby og 1-0 ude over AB København tidligt på foråret, hvor vi er syv point efter dem, og i begge kampe havde jeg større betydning for holdet. Det var ofte sådan, at jeg havde en modstander hængende på mig det meste af tiden, og det kunne være afgørende, om jeg slap fri eller ej. De to kampe mod Brøndby og AB var også bedre. Der var simpelt hen tale om sværere modstandere. Mod FC København var det måske mere underholdende set udefra. Fordi der hele tiden var nye udviklinger. De kom hurtigt foran 1-0, så var vi på 2-1, men så første de igen 3-2. I den kamp sad Claus Nielsen fra start af på mig, men han fik så besked på at slippe mig, da de bagud 2-1 igen måtte fremad. Det havde jeg så held til at udnytte”, siger Solbakken.
Spillets romantikere vil indvende, at AaB i 1999 blev dansk mester på fysisk kraft og kompakt 4-4-2 fodbold uden de store risici. Modsat de boldcirkulerende 1995-mestre fra samme Limfjordsby, og kontrastyrkerne fra 2008. Men sandheden har flere ansigter.

Den svenske stopper Jozo Matovac lærte de andre forsvarere at ligge på linie og anden bagkæde-mekanik, og helt fremme lærte den tunge, men teknisk dygtige og hovedstødsstærke nordmand Frank Strandli spirrevippen Søren Frederiksen at stå fast. Og på midtbanen var Henrik Rasmussen måske teknisk bedre end Solbakken, og Anders Andersson det samme, mens Lars Thomsen vanen tro erobrede masser af bolde.

Midtbanen var befolket af allroundere uden egentlige kant-egenskaber. Fløjspillet stod backerne Brian Priske og Jens Jessen for.