Den aften, de jog duer væk fra Lars Høghs målfelt

For weekendens 1-1 hos de forsvarende mestre fra Brøndby havde ikke givet meget kredit uden for Nordjylland. Tværtimod havde TV 2, der dengang sad på rettighederne, gjort grin med AaB’s defensive spil, mens Brøndbys cheftræner Morten Olsen havde været meget vred efter kampen.

”Hvis man vil udvikle fodboldspillet og gøre det bedre, så gælder det om at spille fodbold. Ellers kan vi lige så godt lukke biksen og gå hjem,” sagde den senere landstræner og understregede sin utilfredshed ved at sige, at han personligt hellere ville gå hjemme i haven end spilde tid på sådan en kamp.

Den slags københavner-snak ramte altid hårdt i den nordjyske stolthed, så der var en duft af hævn i luften, og det skulle gå ud over OB, der nok lige havde solgt forsvarsstyrmand Johnny Hansen til Ajax, men stadig kom til Aalborg med gode navne som målmand Lars Høgh, frontløberen Keld Bordinggard, unge talenter som Thomas Helveg og Steen Nedergaard og selvfølgelig den fra Luton hjemvendte angriber Lars Elstrup.

”Jeg plejede ellers nok at kunne holde styr på Elstrup, men den aften var han helt umulig. Han var i topform, for han var lige kommet hjem fra Luton, og sådan var det tit, når man mødte de gamle udlandsproffer. De havde bare en fysik, der var svær at hamle op med. Men Lars var også en god fyr, han peb aldrig over noget, men gav bare igen, så ham spillede jeg mange sjove kampe imod. Men lige den aften der...”

Sådan husker AaB’s benhårde centerforsvarer Søren Thorst sin del af kampen i dag, og det passer fint med de personlige minder fra dengang. For selv om Vejles Allan Simonsen stadig er den bedste, hjemvendte prof, undertegnede nogensinde har set på Aalborg Stadion, så var Elstrup tæt på den aften.

Han gjorde simpelt hen, hvad han havde lyst til, mens AaB helt efter de klassiske nordjyske forventninger ikke havde formået at leve op til topplaceringen, men tværtimod spillede rædselsfuldt.

Indlæg efter indlæg fra Vandet
Helt slemt blev det efter pausen, hvor vi havde håbet på et pres, men hvor OB blev ved med at styre tingene. På et tidspunkt landede en flok duer endda nede i Lars Høghs straffesparksfelt og til vores store frustration bag målet, fik de lov at spankulere rundt og prikke i jorden i flere minutter uden at blive forstyrret af angrebshungrende AaB’ere. Tværtimod gjorde Bordinggaard det til 3-0 oppe i den anden ende med en halv time tilbage.

Så burde det bal have været forbi, men midt i krisen fik de lokale og nedpiftede helte pludselig en lille chance, da Ulrik Moseby kom for tungt ind i en tackling. Jeg husker det som værende en hård kendelse, men dommer Lambæk hev det andet gule kort op ad lommen til midtbanemanden, mens tilskuerne endelig fik noget at juble over. For dengang var den fysiske Moseby en af de spillere, man elskede at hade, når de lagde vejen forbi Limfjorden.

Udvisningen gjorde OB’s unge amerikanske forsvarer Geoffrey Gray så nervøs, at han lavede selvmål, og da Søren Dissing kort efter gjorde det til 2-3, begyndte vi at øjne et bemærkelsesværdigt comeback. Følelsen holdt dog kun et minut, da Elstrup med største selvfølgelighed igen gik fri af Thorst og bankede hat-trick’et i nettet, mens skuffelsen lagde sig som en dyne over stadion.