Generelle

Goldbæk og svenskerne baner vej

"Tiden arbejder for at der stilles specifikke kav til sportsdirektører," mener den svenske ligachef Tommy Theorin. Og i Tyskland er der god gang i manager-kurserne

Michael Preetz fra Hertha Berlin har gjort det, og Stefan Kuntz fra Kaiserslautern. Foruden vores egen Bjarne Goldbæk. Altså taget en tysk eksamen som Fussball-Manager. Og dermed har de tre eks-prof´er i Bundesligaen samt endnu et par kolleger tilegnet sig en del teoretisk viden oveni al den praktiske og skabt sig et forspring forhold til eventuelle rivaler. Selv om det ikke er et krav fra DFB, det tyske fodboldforbunds side, at man har eksamenspapirerne i orden.

"DFB har rost vores uddannelser og udtalt, at de er blandt de bedste på markedet," siger Marco Gensmüller fra IST-Studieninstitut i Düsseldorf, som i samarbejde med den tyske spillerforening, VdF, har gennemført kurset for eks-prof´erne over halvandet år. IST har gennem et årti med næsten usynligt blåt stempel fra DFB arrangeret og gennemført kurser i lignende discipliner som sportmanagement og personlighedsudvikling. Ikke kun i Tyskland, men også så langt væk som i USA og Sydafrika og naturligvis i de to tysktalende lande Schweiz og Østrig."Jeg er nu i den gunstige position både at have bestået eksamen som agent og at være godt klædt på, hvis jeg skulle finde på at blive sportsdirektør i en klub, selv om man altså også kan få jobbet uden at have været på kursus. Men lige her og nu har jeg ingen planer om at blive klubdirektør, selv om jeg har fået tilbud fra både Danmark og Tyskland, siger Goldbæk, som med sin familie har bopæl i nærheden af Essen. Goldbæk, Kuntz og Preetz er blevet undervist pr. distance gennem 18 måneder i fag som sponsering, økonomi og personalemanagement afsluttende med to eksamener her kort før jul."Kurset har været baseret på skriftlige arbejder samt med deltagelse i fire workshops med ophold over tre-fire dage i bl.a. en ligaklub og i en virksomhed,. Jeg var f.eks. en tur omkring Earnest & Young. Jeg synes det er et fyldigt og fyldestgørende kursus, som har bragt mig en del videre. Jeg er blevet klogere på en række områder, som jeg også kan bruge i mit nuværende job som agent," siger Bjarne Goldbæk.

Heller ingen krav i Sverige

Et vue udover Europa viser, at der nok findes kurser og målrettede manager-uddannelser, men bortset fra Italien ikke noget, der minder om specifikke krav for at opfylde den beydningsfulde rolle som sportsdirektør, sportschef, manager eller hvad posten nu kaldes de forskellige steder.

Men måske er der ændringer på vej. Ligesom der i Danmark er grøde på området i f. eks. Sverige."Der findes en del kursustilbud på markedet, men ingen specifikke krav til en sportsdirektør i Allsvenskan," bekræfter Thomas Saleteg, pressechef i det svenske fodboldforbund, men Tommy Theorin, der er generalsekretær i Svensk Elitfotboll - en pendant til Divisionsforeningen - føler sig sikker på, at det vil ske noget på området."Alt peger i retning af at der med tiden vil komme en uddannelse af sportsdirektører for at opstille nogle minimumskrav på området. I Svensk Elitfotboll har vi i samarbejde med UEFA igangsat en uddannelse omkring sikkerhedscertificering, og i det hele taget arbejder vi os henimod stadig større komptence indenfor alle områder i fodboldens verden. Man kan ikke indføre en licens-ordning for sportsdirektører fra den ene dag til den anden, men tiden arbejder for det," siger Theorin.