Arsenal sælger ud af arvesølvet

Jeg vil sætte en stor ære i at præsentere Arsenal Denmark for læserne på min blog ved en kommende lejlighed, men jeg har alt for meget på mit Arsenal-hjerte i skrivende stund til, at jeg kan fylde den dyrebare spalteplads på den slags formalia nu. Jeg har masser af historier om fanklubben og masser af ideer at dele med læserne, ligesom I fra tid til anden vil blive præsenteret for gæsteskribenter fra fanklubben, som måtte have interessante og alternative synsvinkler på begivenhederne på Emirates Stadium. Men som sagt: Mere om dette senere...

Premier League sæsonen er klar til at blive skudt i gang, og det er dét, der tæller. For Arsenals vedkommende starter vi sæsonen fra nøjagtigt samme oversete og yderlige startblok, som i fjor, hvor ingen af de skriftkloge gav en penny for vores chancer. Vi overraskede dog hele forsamlingen af fodboldeksperter ved at overhale favoritterne fra start. Først langt inde i sæsonen kom favoritterne sig over chokket og åd vores forspring, og resten af historien kender I alle. Den sluttede i Moskva på en regnvåd bane, og vi var ikke med.
Arsenal startede så flot, og endte ud med det rene ingenting. Den var svær at sluge, og sommerpausen kom tiltrængt. Jeg glemte alt om Arsenal, og med EM som terapi gav jeg skuffelsens sår tid til at hele.

Hele cirkusset startede dog igen efter blot nogle få uger Jeg ved jo erfaringsmæssigt, at 'silly season' som regel bringer interessen tilbage, og således også i år. De fleste historier fra medierne er det rene og skære opspind, men de formår dog alligevel at pirre nysgerrigheden. Langsomt kommer interessen tilbage, og de mange spillerhandler klubberne imellem er altid spændende at følge. De kan dog også være en kilde til voksende irritation og skuffelse - især i år, for Arsenal gennemgår nemlig en bemærkelsesværdig udvikling i disse tider.

I år er tendensen tydeligere end nogensinde. Indkøbsstrategien på Emirates er skiftet, siden vi forlod vores gamle stadion Highbury. Manager Arsene Wenger blærer sig stadig med, at hans checkhæfte er tommetykt, når han tager på indkøbstur til EM men brokker sig samtidig over spillerpriserne. Priserne angives som den eneste forhindring for at supplere truppen i London med etablerede stjernespillere, og supplementet kommer derfor som regel fra unge talenter fra det europæiske fastland.

Samtidig ser vi hvert år store spillere forlade Arsenal. Dette var utænkeligt for blot ti år siden, hvor kutymen var, at spillere blev i Arsenal, indtil deres karrierer gik på hæld. I år er der næppe en dag i 'silly season' uden rygter om endnu en Arsenal-spiller på vej væk. Unge Mathieu Flamini var en undtagelse, for ham fik vi aldrig en penny for, men ser vi bort fra ham, så fremgår det tydeligt, at Arsenal har solgt sin ambition om pokaler og titler til fordel for penge i kassen. Forklaringen har intet med griske aktionærer at gøre, men har derimod rod i et ønske fra Arsenal om at få betalt af på den astronomiske gæld fra vores stadionprojekt, mens fodboldindustrien stadig oplever medgang.

Vi er med andre ord havnet i en situation, hvor Wenger må bruge al sin snilde og erfaring på at finde store talenter for billige penge, som vi så kan sælge efter 3-5 år med en klækkelig gevinst til klubkassen og stadiongælden. Erstatningerne er altid på plads, men de er som regel mindst fem år yngre. De har alle en glorværdig karriere foran sig men er på ingen måder modne til at tage kampen op med Manchesters og Chelseas etablerede stjerner. Wenger stiller sig tilfreds med at udvikle talenthold, som er gode nok til Top 4 og den medfølgende Champions League kvalifikation, men som aldrig vil kunne vinde hverken Premier League eller Champions League. Vi må med andre ord lære at leve med, at lønbudgettet ikke kan holde på spillere som Flamini og Alexander Hleb, og at indkøbsbudgettet ikke formår at tiltrække stjerner som Arshavin og Villa til trods for deres kluntede forsøg på at tiltrække Wengers opmærksomhed.

Naturligvis kan Arsenal ikke melde denne politik ud offentligt. Wenger har dog antydet det flere gange, og Arsenals meget magtfulde vice-formand David Dein var ret klar i spyttet, da han forlod Arsenals ledelse, fordi bestyrelsen ikke ville tage imod den amerikanske rigmand og sportsinvestor Stan Kroenke og hans millioner af dollars. Dein følte, at Arsenal havde valgt en forkert sti og en alt for risikabel politik. Politikken vil givetvis skifte, når gælden er barberet tilstrækkeligt ned, men vil vi lykkes med missionen uden at kompromittere vores sportslige formåen for alvor?

Vi går endnu en pokalløs sæson i møde. Vi får god fodbold, store talenter og masser af medrivende kampe at se, men pokaler - dem vinder vi ikke med talenter alene. Til gengæld bliver næste sæson én af de sidste, inden en international investor får lov til at komme ind i klubben med sin store pengetank for at lade de magre år afløse af hæder og velstand igen. Og den sag kommer jeg helt sikkert tilbage til her på min blog inden længe.

Thomas Ballegaard vil fremover blogge på tipsbladet.dk om sin passion for Arsenal og fodbold i særdeleshed.

Thomas Ballegaard om sig selv: Formand for Arsenal Denmark - Arsenals officielle filial og supporterklub i Danmark. Har været Arsenal fan så længe jeg husker. Min første erindring stammer fra 1976.