Fodbold ifølge Monnerup: Pep Guardiola - romantiker eller kyniker?

Pep Guardiola - romantiker eller kyniker?

 

“Man kan først rigtigt vurdere, hvor god en træner Guardiola er, når han har trænet et midter- eller bundhold.” 

 

Dette udsagn er jeg nu stødt på flere gange. Jeg har sågar hørt, nogle påpege at træneren er ligegyldig, når man er træner for Barcelona eller Bayern. Intet er mere forkert i min optik - andet ville vel også være lidt paradoksalt qua mit virke som træner. 

 

Men hvorfor er det så, at så mange - inklusiv undertegnede - er så fuld af beundring for den skaldede spanier? Hvad er det præcis, han bidrager med?

 

Da han overtog FC Bayern, kunne han vel nærmest ikke komme på et dårligere tidspunkt. Jupp Heynckes havde netop vundet “The Treble”, og mange i og omkring München var skeptiske ift. ansættelsen af Pep og skiftet til “tika-taka”. 

Men Pep har været en stor succes fra dag et, selvom han stadig mangler at vinde Champions League - hvilket også er et krav i Bayern. 

 

Jeg skrev i min sidste blog, at Jose Mourinho udelukkende har fokus på resultater. Mange har nærmest den modsatte opfattelse af Guardiola. Pep har fokus på at “spille smukt.” 

Intet kunne være mere forkert - Guardiola har fuldstændig samme fokus på resultater som hans portugisiske plageånd, bare med et markant anderledes syn på, hvordan fodbold skal spilles. Guardiola mener at hans måde er den mest effektive og den, der skaber de bedste resultater, hvilket jo er det helt centrale. Ser man på hans meritter, må man sige at han har ret. 

 

Efter udklasseringen af Arsenal i CL, udtalte han at han vil have 100 procent boldbesiddelse. Det fik kritikkerne til at tale om, at tika-taka dræber fodbolden, og at Bayern jo bare spille på tværs, og er kedelige at se på. Jeg synes Bayern er fantastiske at se på - de spiller med tempo, kløgt og kommer til over 20 afslutninger i stort set samtlige kampe. Det vidner da i den grad om målsøgende spil. Det er jo ikke deres skyld, at modstanderne overlader al initiativ til dem.

 

Når Guardiola taler om de utopiske 100 procent i boldbesiddelse, handler det om to ting:

 

1) Når man har bolden, så scorer modstanderne ikke.

2) Når man har bolden, kan man skabe chancer og score. Jo større boldbesiddelse, jo længere tid, har man til at komme til chancer. Og når man har bolden meget, kan man også i højere grad sætte den på spil.

 

I hans tid i Bayern har han i den grad rykket nogle taktiske grænser, og udviklet måde at anskue fodbold på. Bayern er blevet et hold, som rummer vanvittig meget fart, samtidig med at man kan holde fast i bolden. Det har vel netop været det spanske landsholds store problem det sidste mange år - de mangler fart og individuel klasse, og derfor har tika-taka ikke været effektivt.

 

I Bayern har han hentet spillere som Coman og Costa ind, der stort set spiller hver gang, ligesom Robben også spiller, når han en sjælden gang er klar. Det betyder at Bayern nu kan flytte bolden rundt, til der opstår en 1 mod 1, og så har de spillerne til at løse disse 1 mod 1. 

 

Taktisk udvikler han hele tiden på sit system - når man har bolden så meget, og modstanderne står så lavt, er man nødt til at være kreativt tænkende som træner, og her er Guardiola exceptionel. Reelt spiller Bayern jo ofte “bare” en 4-5-1, når de forsvarer. Men forskellen på Bayern og de fleste andre hold er at de meget sjældent spiller reelt forsvarsspil. Derfor har Guardiola kæmpe fokus på hvordan de skal positionere sig, når de er i boldbesiddelse. Det medfører mange alternative talformationer, men grundlæggende handler det om positioner på banen. 

 

Og her har Pep i den grad tænkt kreativt. Inden jeg kommer ind på, hvilke elementer han har bragt - og lånt fra andre - vil jeg gerne slå fast at intet er tilfældigt, når det handler om Guardiola. Jeg har ofte mødt påstanden om, at Peps hold spiller frit, og spillerne selv bestemmer, hvor de løber hen og hvornår. 

Intet kunne imidlertid være mere forkert. 

 

Hvis man er i tvivl, kan man overvære en træningssession med Guardiola, enten live eller finde det på video. Han er i kontrol med alt, hvad der sker, og alt er nøje indstuderet og trænet. Organisationen er ekstrem stram - både offensivt og defensivt. Der er fuldstændig klare aftaler og spillerne ved præcis, hvad der skal ske i de forskellige angrebsåbninger. Meget mekanisk og i virkeligheden ekstremt kynisk. Men også super effektivt og samtidig underholdende at se på.

 

Samtidig indretter han sig efter den enkelte modstander, og er på den måde også kynisk og resultatorienteret som man skal være som træner. 

 

I flere kampe har Bayern spillet med en enkelt midtstopper eller med kun en reel forsvarsspiller. Igen handler det om, hvordan de positionerer sig med bolden. Men især følgende elementer er interessante og kan blive definerende for den taktiske udvikling:

 

- Backs centralt i banen

- Ekstremt brede kanter

- Dobbelt op på kanterne 

- Forskellige angrebsåbninger undervejs i kampene

 

 

I mange forskellige formationer har backs været vigtige i offensiven. Det er dem, der kan skabe overtal og komme på indlægsfasen. Ofte ser man kantspillere trække ind i banen, og så kommer backs i overlap. 

 

Guardiola har udviklet på en af Bielsas favorittræk - nemlig et “inderlap” af backen. Altså hvor backen løber frem i banen, men ikke på ydersiden af kantspilleren. Kantspilleren bliver bredt, og så løber backen dybt inde i banen. I Guardiolas system bliver backsene ofte også brugt centralt i banen, men mere som to ekstra 6’ere/playmakere. I Alaba og Lahm har Guardiola vel sagtens også de to bedste i verden til lige præcis denne rolle. Men også Rafinha og Badstuber har løst denne rolle. 

 

Det interessante er at man kan skubbe midtbanespillerne længere frem, da man får spillere i det område, hvor de normalt ligger. Det betyder at man bibeholder overtal centralt på banen hvilket er helt centralt i Guardiolas filosofi, bedst illustreret i Barca-tiden, hvor han præsterede at spille med 8 centrale midtbanespillere i en kamp. 

Når backsene går ind i banen stiller det modstanderne i et vanskeligt dilemma: Skal kantspillerne gå med ind eller skal man overlade backsene til sine centrale midtbanespillere?

 

Ligegyldigt hvad man vælger efterlader man plads, som Bayern så er ekstremt dygtige til at udnytte, ligesom det er markant anderledes og derfor giver en usikkerhed hos modstanderne. 

 

 

Det er på ingen måde en ny trend - nærmest tværtimod. Den hollandske skole har længe opereret med meget brede kanter, som kan udfordre 1 mod 1. I de seneste 5-6 år har tendensen været at kantspillerne i højere grad går ind i banen og deltager i spillet og skaber overtal. Med købene af Coman og Costa har Guardiola fået muligheden for at spille med klassiske brede kanter, som bliver bredt og venter på at blive sat 1 mod 1. 

 

Det har været med til at berige Bayerns spil i høj grad, ligesom både Thomas Müller og Lewandowski profiterer af den øgede mængde indlæg. Tidligere har Guardiolas hold haft det svært mod de hold, som står helt nede i feltet. Ofte er kanterne - bedst eksemplificeret med Messi som højre kant - trukket langt ind i banen og dermed ind hvor pladsen er trang. Det nuværende Bayern-hold bibeholder to spillere helt bredt, og får derfor mulighed for hele tiden at vende spillet til åbningen, eller de føromtalte 1 mod 1 opstår.  

 

 

I en del kampe har Guardiola spillet med både Robben, Costa, Coman, Müller & Lewandowski fra start. Altså fem meget offensive spillere. Det er som regel med Lewandowski som spids, Robben i højre og Coman i venstre. Müller og Costa ligger så som to 10’ere lige bagved Lewandowski. Og så alligevel ikke. For Costa spiller mod venstre og Müller mod højre. Det betyder at når Bayern angriber, så spiller de nærmest med to spillere på hver kant. Det stiller virkelig udfordringer til modtanderne i almindelig, og backsene i særdeleshed. For pludselig skal de forholde sig til hele to kantspillere, som så lige pludselig ikke er der alligevel, men istedet løber i feltet. Dermed får Bayern endnu en dimension i deres spil, som skaber rum.

 

Endelig så ændrer Bayern strategi undervejs, især i deres fase 1 (opbygningsspillet). De justerer, så de hhv. bygger op med 2,3 eller 4. Det har så også betydning længere fremme på banen, hvor spillerne så positionerer sig alt efter hvordan fase 1 løses. Men igen, så er det på ingen måde tilfældigt, men fuldstændigt skemalagt og ikke mindst trænet igennem. 

 

Alle fire elementer er mulige, fordi Bayern har bolden så meget, og derfor kan lave en plan ift. at åbne modstanderen op. Men det er ikke fordi, de ikke kan spille hurtig omstillingsfodbold - bare spørg Stuttgart, som i weekenden fik en smag på netop det. 

 

I min optik er Guardiola den mest interessante toptræner lige nu. Hans evne til hele tiden at motivere spillerne - både mentalt og taktisk - er uovertruffen. Samtidig rykker han hele tiden grænserne for hvad der er muligt, og hvordan man kan tænke fodbold. En anden af mine store inspirationskilder, “El loco” aka Marcelo Bielsa, kan noget af det samme - nemlig at tænke helt anderledes end det konventionelle. Guardiola var da også på inspirationstur til Sydamerika for at mødes med Bielsa og tale fodbold, og inspirationen er ikke til at tage fejl af. Bedst illustreret, da Guardiolas Barca mødte Bielsas Bilbao. I den forbindelse udtalte Pep at Bielsa var verdens bedste træner. 

 

Josep Guardiola er hele tiden på jagt efter den perfekte kamp - han rammer nok ikke 100 procents boldbesiddelse, men mindre kan også gøre det. Han er vel i bund grund både kyniker og romantiker, men bestemt mere kynisk end romatisk. 

 

Nu har han rykket to klubber i en voldsom grad, og det interessante bliver nu, om han til sommer skal starte fra ny i en tredje klub, eller om han går efter at gentage Heynckes’ treble - ligegyldigt hvad, vil jeg nyde at se hans hold spille, og jeg håber at han bliver i fodboldverdenen mange år endnu. Desværre har jeg en skidt fornemmelse, der siger mig at han godt kan finde på at stoppe forholdsvis tidligt. For han bruger al sin energi på jobbet, og det slider tydeligt på ham. Det så vi i Spanien, og det kan godt gentage sig.