Fodboldpolitik er en dårlig vittighed ...

Man skulle tro, alvoren var feset ind.

En perlerække af verdens førende fodboldpolitikere sidder enten i spjældet eller er ude på FBI's nåde mod, at de kvidrer om alt og alle i korruptionssager, hvor personer i og omkring fodboldens elite har stjålet kontanter og værdier for milliarder over flere årtier.

I Europa er selveste Kaiser Franz hovedperson i en hamrende pinlig sag om forsvundne millioner til køb af stemmer, da Tyskland skulle have VM 2006, og som DBU's formand Jesper Møller tørt konstaterede det i Tipsbladet for to uger siden, kunne den fungerende UEFA-præsident Angel Maria Villar knapt bestå et etisk tjek efter at være straffet for at have modarbejdet efterforskningen af snyd i forbindelse med uddelingen af VM 2018 og 2022.

Europas største klubber har brugt magt-tomrummet i UEFA til at rage til sig af værdierne i Champions League og drømmer uartige drømme om betydende kampe langt fra Europa og om en lukket liga, der en gang for alle vil sikre deres egen del af kagen og udelukke resten af fodboldverdenen fra nogensinde at udfordre dem på og udenfor banen.

Og hvad gør man så, når der skal vælges præsident, når milliardærer fra udemokratiske lande vil overtage europæisk fodbold, og matchfixing og doping kaster lange skygger over spillet og krævende omgående handling?

Man inviterer selvfølgelig den karantænedømte ekspræsident, Michel Platini, til at åbne kongressen på et luksusresort uden for Athen og giver ham en scene til uimodsagt at erklære sit martyrium. Hvis nogle castere til Paradise Hotel læser med her, skal Michel Platinis PR-ansvarlige have et kald med det samme – det var patos og selvmedlidenhed på højt niveau at høre, hvordan Platini kæmper videre mod sine 'haters'.

At Angel Maria Villar brillerede med at rose det nyvalgte, kvindelige FIFA-medlem valgt af UEFA for hendes smukke ydre var som taget ud af den playbook, Villars store helt Sepp Blatter skrev. Patetisk og desværre meget sigende for, hvordan mange af mændene i den fodboldpolitiske elite i årtier har set resten af os dødelige, som ingen ret har til at betvivle spillets bosser.

Jeg håber, mine forventninger til den nyvalgte UEFA-præsident Aleksander Ceferin bliver gjort til skamme. Gid han får demokratiseret UEFA, gjort alle oplysninger om UEFA's pengestrømme og beslutninger offentligt tilgængelige, skabt et Fodboldeuropa, hvor alle tages alvorligt og de nødvendige opgør med matchfixing og doping bliver taget.

Men jeg har min tvivl.

Da Ceferin i sidste uge var i København, kunne han ikke se problemer ved Ruslands 2018-VM og henviste til de massive problemer med Qatars 2022-VM (dødsfald blandt gæstearbejdere og tildelingen af slutrunden) som noget, han kun kendte gennem medierne.

Det er yderst betænkeligt, når Rusland er en af de stærkeste forcer bag Ceferin, og det gør heller ikke mig tryg, at Tyskland uden blusel diskuterer et 2024-EM i Tyskland med Ceferin (og modkandidaten Michael van Praag), når tyskernes kolleger i Skandinavien har gjort deres bedste for at overbevise os om, at de overhovedet ikke har gjort det samme.

Jeg har mine tvivl om, at DBU aktivt har medvirket til den lobby-indsats for et EM i Skandinavien, kollegerne i Sverige og Norge har virket mere opsatte på. Og mon ikke tæerne i DBU-skoene var lige så krumme som vores, da Platini og Villar førte sig frem på kongressen.

Men valgkampen til UEFA-præsidentposten har ikke været køn, og spar mig for historien om Champions League-reformen som den afgørende sag i Ceferins favør.

At storklubberne ville presse citronen til det yderste i magttomrummet har været kendt siden begyndelsen af 2016, og det er omkostningsfrit for Ceferin at være de mindre nationers og klubbers helt, efter reformen blev vedtaget i slutningen af august. Den bliver ikke rullet tilbage.

Nej, Aleksander Ceferins intentioner og de eventuelle kræfter bag ham får vi at se i de kommende måneder, og vi vil fra denne plads holde et skarpt øje med, at DBU også holder sloveneren og hans flertal til ansvar for de flotte ord.

Der er brug for det, og med de massive problemer, fodboldverdenen står overfor, er der langt vigtigere sager på spil end politiske taburetter og slutrunder.