Leder: DBU skal bekæmpe kontroversiel talentregel
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Generelle

Leder: DBU skal bekæmpe kontroversiel talentregel

Reglen om egenudviklede spillere virker mod hensigten, og det bør DBU arbejde på at få stoppet ved at presse UEFA.

I 2008 indførte UEFA en ny regel for egenudviklede spillere, på engelsk home grown-players. For at sikre, at selv de største klubber i Champions League huskede på talentudviklingen, stillede UEFA krav om at bruge mindst fire spillere, der er uddannet i klubben og yderligere fire, der er uddannet i klubbens land.

Den regel er direkte medvirkende til, at Pierre Emile Højbjerg, Andreas Christensen, Viktor Fischer og Lasse Vigen forlod Danmark til fordel for udlandet før deres 18 års fødselsdag. For får Chamions League-klubberne ikke fat i de største talenter inden da, kan de store talenter ikke nå at blive registreret som egenudviklet i deres nye udenlandske klub.

De bedste spillere som Højbjerg og Eriksen skal til udlandet tidligt, men som home grown-reglen fungerer i dag, bliver alt for mange spillere fra mindre lande som Danmark hentet til klubber i store lande med lille sandsynlighed for at få et gennembrud.

Hvis jeg var DBU, ville jeg presse UEFA for at få udvidet optjeningsperioden fra 15-21 års alderen til 15-23, så grænsen for at kunne nå at blive egenudviklet rykker sig fra dagen før spillerens 18 års fødselsedag til 20 års-fødselsdagen. Home grown-reglen virker stik mod hensigten og har gjort det i fem år.

Det er på tide at slå tilbage.