Premier League

Nikola Saric: Jeg bliver frustreret over mig selv

Liverpools talentfulde danske angriber Nikola Saric kæmper for finde sin gamle form og drømmer om Premier League.

Den talentfulde angriber Nikola Saric skiftede i sommeren 2008 fra Herfølge til Liverpool FC men måtte kort tid efter ankomsten til storklubben se en meniskskade sætte en midlertidig stopper for eventyret.

Nikola Saric er tilbage på græsset men kæmper fortsat med at ramme de høje niveau, som i sin tid fik Liverpool til at vifte med en treårig kontrakt.

- Jeg spiller kampe på reserveholdet og har også været med på et par kampe på U/18-holdet. Det går sådan set ok, og jeg mærker intet til knæskaden længere, siger Nikola Saric til tipsbladet.dk.

- Jeg har en fin opbakning fra trænerteamet, for enten start jeg inde og spiller en halvleg, eller også kommer jeg ind i pausen og spiller anden halvleg.

Læs også: Liverpool-dansker: Man kan mærke krisen på tilskuerne

- Det er endnu ikke blevet til mål for reserveholdet, hvilket jeg selvfølgelig gerne vil lave om på snart. Jeg kan stadig godt blive meget frustreret over mig selv, da der er ting på banen som vendinger og førstegangsberøringer, der stadig ikke lykkes, som jeg gerne vil have det, så der mangler jeg noget omkring timing, lyder det fra den 18-årige angriber med bosniske rødder.

Nikola Saric har endnu et par år tilbage af sin kontrakt og håbet er at komme i nærheden af førsteholdstruppen.

- Det er mit mål at nærme mig førsteholdet indenfor min kontraktperiode. Jeg har trænet sammen med dem et par gange, og der er selvfølgelig en pæn forskel i tempoet i forhold til reservetruppen. På reserveholdet får vi også flere gange spillere fra førsteholdet ned, hvis de mangler kamptræning eller er røget af holdet. De løfter naturligvis niveauet, siger Nikola Saric

Onsdag aften startede Nikola Saric på banen, da Liverpools reserver vandt med 2-0 over Sunderlands ditto. Saric kom ikke på måltavlen men havde blandt andet et godt forsøg, der blev rettet af til hjørnespark. Danskeren blev skiftet ud efter 64 minutter, mens den danske keeper Martin Hansen vogtede Liverpool-målet i samtlige 90 minutter.

Få Danmarks eneste rendyrkede fodboldavis leveret til døren. Bestem selv dit abonnement her.