Generelle

Berlin er centrum for aftalt spil

Den tyske hovedstad er tilsyneladende udgangspunktet for mange af de bedragere, der medvirker til at fikse fodboldkampe og andre sportsbegivenheder

Det mener i hvert fald de tyske myndigheder, der overfor Berliner
Morgenpost anslår, at en stor del af en tilsyneladende
verdensomspændende spillemafia, har sit operative udgangspunkt her. Der
gættes på alt mellem 12 og 100 medvirkende, alene i Berlin.

Eksperter
anslår, at der årligt omsættes for tre milliarder euro på sportsbetting
i Tyskland, og en betragtelig del af den sum skulle altså gå til kampe,
hvor udfaldet er kendt på forhånd af en lille eksklusiv skare af
forbrydere.

Berliner Morgenpost har også talt med en insider,
der var med i gruppen omkring den tyske dommer Robert Hoyzer, men som
ifølge eget udsagn siden dengang har droppet alt kontakt til det
kriminelle miljø.

"Det er særligt kampe i lavere divisioner, der
ikke har så meget fokus, som manipuleres", fortæller den i Tyrkiet
fødte berliner. Han beretter endvidere om de metoder, der tages i brug
for at presse en involveret part til at medvirke til svindlen.

"Ofte
har man et eller andet på eksempelvis en spiller på forhånd, noget man
kan afpresse ham med, når man tager kontakt til ham. Jeg har selv
kendskab til, at man har brugt viden om enorm gæld, regelmæssige besøg
på bordeller, elskerinder eller homoseksuelle tendenser til at sørge
for, at vedkommende indvilgede i at medvirke til at fikse kampe", siger
altså manden, som blot kaldes "insideren".

Ifølge ham skulle det
også være blevet meget nemmere at lokke folk med til aftalt spil,
eftersom spilleudbuddet på visse fodboldkampe er kæmpe stort.

"Man
kan jo spille på, indenfor hvilket tidsrum det første hjørnespark
falder, eller hvornår der gives et gult kort, eksempelvis, og så skal
den medvirkende spiller ikke engang fikse hele kampens udfald, men kun
en lille del af matchen", lyder forklaringen.

Men hvordan afsættes så de mange penge, der skal satses for at bedrageriet kan betale sig.

"Man
kontakter adskillige gamblere og overtaler dem til, for en beskeden
provision, at sætte et mindre beløb på det udfald, der nu engang er
aftalt. Når en gambler satser 25.000 euro på
et udfald, ringer alle alarmklokker, men når 50 personer hver satser
500 euro hos forskellige udbydere, glider det ubemærket igennem
", beretter manden med det indgående kendskab til systemet.