Elfensbenkysten: Drogba og alle de andre

BRAGT I TIPSBLADET UPDATE 31. MARTS 2010

Søndag sluttede længere tids spekulationer, da Sven-Göran Eriksson blev udnævnt som ny træner for Elfenbenkysten til sommerens VM-slutrunde. Han afløser dermed Vahid Halilhodzic, der blev fyret 27. februar, men hvis skæbne reelt blev beseglet en måned tidligere, da Algeriets Hameur Bouazzas matchvindermål sendte Elfenbenskystens storfavoritter ud af Africa Cup of Nations i kvartfinalen.

Guus Hiddink takkede nej, fordi det ville kollidere med hans ansættelse i Tyrkiet fra efterårets start, og til sidst trak Sven-Göran Eriksson det længste strå i konkurrence med Bernd Schuster, Mark Hughes og Philippe Troussier.

»Guus Hiddink var førstevalget, men da det ikke kunne lade sig gøre, var Eriksson og Philippe Troussier de bedste alternativer. Erfaringen blev udslagsgivende for Eriksson. Han er en rigtig dygtig træner,« siger det ivorianske fodboldforbunds generalsekretær Hegaud Ouattara om kontrakten, der kun gælder til og med VM, og sikrer Svennis tre-fire millioner danske kroner.

Eriksson får noget at se til. Den dårlige indsats i Africa Cup of Nations skal revancheres, og der er pres på fra landets indbyggere. I Elfenbenskysten har de 11 udvalgte nemlig fået en større betydning, end landshold normalt har i andre lande - specielt på grund af én spiller.

Den nye Weah

Det siges, at de andre landsholdsspillere har så stor respekt for Didier Drogba, at de ikke tør røre hans spilledragt i omklædningsrummet, og hvad enten den historie er sand eller ej, er der ingen tvivl om, at Chelsea-stjernen er noget helt særligt i landet. Spillemæssigt er han i særklasse med et fremragende snit på 0,64 mål per landskamp, og det anførerbind, han bærer på banen, har han i mange år også båret udenfor.

I 2002 udbrød der borgerkrig i Elfenbenskysten, og landet blev splittet. Rebellerne i nord og regeringen i syd kæmpede om magten i landet, og tusindvis døde. Én af dem, der gjorde en indsats for at stoppe krigen var Drogba. Under kvalifikationsturneringen til VM i 2006, ledte angriberen sit hold i en bøn om fred ved hver kamp, og da præsident Laurent Gbagbo underskrev en våbenhvile med oprørerne, tog Drogba et nyt initiativ. Han sørgede for, at en landskamp mod Madagaskar i 2007 blev spillet i Bouaké, rebellernes hovedby, og den kamp kom til at markere, at bedre tider havde ramt Elfenbenskysten.

»Vi, politikerne, gik på de bedste universiteter, er de mest intellektuelle, og burde være ledere af landet. Men når det handlede om at skabe fred, fejlede vi. Det var en gruppe fodboldspillere, der førte os sammen. Didier Drogba kom fra ingenting. Nu er han en international superstjerne og en helt for os. Han har gjort store ting for dette land,« udtalte Geoffrey Baillet fra sportsministeriet, og Drogba selv var også lykkelig.

»Da jeg så præsidenten og rebellederen stå side om side og synge nationalsangen var det som om, mit liv begyndte forfra. Da vidste jeg, at krigen virkelig var slut,« sagde Drogba - fodboldspilleren, der, ligesom Liberias George Weah år forinden, kombinerer det at være en af verdens bedste angribere med at være et nationalt samlingspunkt.