Generelle

Man. United har stadig kig på Hradecky

Den engelske storklub så Esbjerg-keeperen Lukas Hradecky redde 1-1 mod Spaniens stjernespækkede U/21-landshold onsdag. To andre klubber er også interesserede.

Esbjerg meldte i weekenden ud, at den 20-årige finske målmand Lukas Hradecky fik plads mellem stængerne mod Brøndby, fordi der er stor interesse for ham fra udenlandske klubber. Hradecky var til prøvetræning i selveste Mancehster United i starten af august, og hovedpersonen selv fortæller, at United stadig er interesserede.

- Jeg fik at vide, at Manchester United holdt øje med mig i onsdags, da jeg spillede U/21-landskamp for Finland mod Spanien. Det er helt uvirkeligt, at de følger mig, siger Lukas Hradecky til tipsbladet.dk.

Hradecky glæder sig da først og fremmest over, at Ove Pedersen har forfremmet ham til holdets førtemålmand, og han vil ikke tænke på et skifte lige nu.

- Det har længe været mit mål at blive førstemålmand her, og nu vil jeg gerne holde min plads, og så vil jeg videre til en ny klub senere. Der er ingen konkret interesse for mig, så vidt jeg ved. Jeg står i en god situation her og koncentrerer mig om Esbjerg, forklarer Hradecky.

LÆS OGSÅ: Hradecky: Førstemålmand i løbet af 2010

Keeperens far og agent Vlado Hradecky glæder sig over, at hans søn og klient nu spiller. Men han undrer sig samtidig en smule over Esbjergs udmelding om, at der er stigende interesse for Lukas Hradecky efter netop U/21-landskampen mod Spanien.

- Der er interesse fra en klub i Spanien og fra én i England, der ikke er Manchester United, men jeg vil ikke uddybe det mere end det. Alt er muligt i fodbold, men så vidt jeg ved, er interessen ikke konkret overhovede, siger Vlado Hradecky til tipsbladet.dk.

- Vi har ikke diskuteret med Esbjerg, om han skal sælges, og det er heller ikke meningen. Lukas har godt af at være førstemålmand i Esbjerg i mindst et år, før han skal videre, og det er det, vi regner med nu. Jeg tror ikke, at han bliver solgt, siger han.