Champions League

16-årige Zohore: Troede det var løgn

Kenneth Zohore blev i går den yngste dansker nogensinde til at få debut i Champions League. Og det kom da også bag på ham, at det blev til spilletid på Camp Nou.

Med sine blot 16 år og 9 måneder blev FC Københavns Kenneth Zohore den næst yngste spiller nogensinde til at få debut i verdens fornemste klubturnering.

Med et kvarter igen af opgøret på Camp Nou kom Zohore på banen i stedet for en slidt Cesar Santin. Og det er et øjeblik, som FCK-angriberen aldrig vil glemme. Zohore havde ikke regnet med spilletid, og derfor kom det også som et chok for ham, da Ståle Solbakken bad ham om at gøre sig kampklar.

- Jeg troede, det var løgn! Det kan du ikke mene! tænkte jeg. Men så igen: Det er fodbold. Så må man bare ind og spille. Jeg synes, det gik fint nok. Men det er selvfølgelig Barcelona. Når man troede, man havde fat i en af dem, så var de bare væk, siger Zohore til eb.dk.

Den fysisk stærke angriber kom ikke frem til meget på Camp Nou, men det ændrer nok ikke på det faktum, at Zohore fik en oplevelse han sent vil glemme.