Superliga

Berg kan vente på afklaring

Randers-angriberen Søren Berg har det fint nok med at vente til slutningen på efterårssæsonen med at få afklaret sin fodboldfremtid. Her udløber kontrakten også.

Søren Berg går i øjeblikket rundt og er uafklaret om sin fodboldfremtid, men det er ikke noget, der frustrerer den efterhånden 34-årige offensiv-spiller.

- Der er ikke kommet nogen afklaring endnu. Det venter vi med at se på til efter den sidste kamp i efteråret, og det har jeg det sådan set fint med, siger Søren Berg til tipsbladet.dk.

Bergs situationen er den, at han har kontraktudløb i Randers FC nu til nytår, og at han sammen med familien netop er flyttet hjem til Fyn i et splinternyt hus. Det betyder altså nogle hyppige og lange køreture frem og tilbage mellem Randers og Odense, hvis Søren Berg og Randers FC beslutter sig for en forlængelse.

- Ja, det er rigtigt, og det er da også én af de ting, jeg går og overvejer i øjeblikket. Jeg er stadig uafklaret med, hvad jeg selv vil, siger Søren Berg, der for nylig også åbnede op for at vende hjem til OB, som han har spillet over 200 Superliga-kampe for i karrieren.

- Den mulighed er stadig på tapetet, men vi har ikke snakket videre om det. Jeg regner med, at der kommer en afgørelse i løbet af de næste par uger, siger Søren Berg, der stadig har masser af appetit på Superliga-fodbold.

- Jeg føler ikke den store slitage i kroppen og har stadig mod på at spille på højeste niveau noget tid endnu, fastslår Berg.