La Liga

Villarreal-stjerne tæt på Juventus

Juventus bekræfter, at man er tæt på at kunne præsentere Giuseppe Rossi.

Villarreal fik i første omgang afværget truslen fra FC Barcelona, der tidligere på sommeren forsøgte at slå kløerne i holdets topscorer Giuseppe Rossi. Efter langstrakte forhandlinger måtte catalanerne sande, at italieneren var for dyr.

Men det betyder ikke, at fansene af "Den Gule Ubåd" kan ånde lettet op endnu. For hvad Barcelona ikke ønskede at betale, er der andre klubber, der er villige til - især Juventus. Ifølge de seneste skriverier i pressen, er det kun ganske få formaliteter, der skiller Rossi fra at blive en "Gammel Dame".

Angiveligt har Juventus budt 188 millioner kroner for Villarreal-angriberen og er ydermere villige til at sende Felipe Melo til Spanien som en del af handlen.

- Rossi? Vi er ved at være der, det vil jeg gerne indrømme. Men vi jagter også andre spillere, siger Juventus-direktør Beppe Marotta til

tuttojuve

.

Egentlig var det Sergio Aguero, som Juventus jagtede, men forhandlingerne med Atletico Madrid er gået i hårknude, og nu satser italienerne i stedet på at hente Giuseppe Rossi hjem til støvlelandet.

Den tidligere Manchester United-spiller scorede 18 ligamål for Villarreal forrige sæson.