Superliga

Kadrii holder ferie i fitnessdk

Ifølge personer tæt på Bashkim Kadrii er det ydmyghed og hårdt arbejde, der har ført ham til tops

Bashkim Kadrii er et af de hotteste navne i dansk fodbold for tiden. Efter afgørende scoringer for OB, blev han søndag udtaget til landsholdet, og onsdag aften fik han så debut i den rødhvide trøje.

Det glæder blandt andre hans gode ven Bajram Fetai, der har kendt Kadrii siden barndommen på Nørrebro og i deres fælles ex-klub B93.

- Han har en enorm selvdisciplin og er meget mentalt stærk. Han arbejder stenhårdt og selvtræner hele tiden. Det gør jeg også selv, men forskellen er, at han gør det i så ung en alder. Jeg har prøvet at være oppe i fitnessdk, hvor jeg så ham stå og selvtræne og strække ud, selvom det var midt i hans ferie hjemme i København, fortæller Bajram Fetai til tipsbladet.dk.

Han er ikke den eneste, der har oplevet en hårdtarbejdende og selvtrænende Bashkim Kadrii.

- Han kunne stå og selvtræne både før og efter træning. Eksempelvis havde vi snakket om, at han gerne ville være bedre til langskud, og så trænede, trænede og trænede han, indtil han kunne beherske papegøjeskuddet. Han ville også være mere farlig på frispark, og så øvede han sig i det. Han tager sig ekstra tid og arbejder målrettet med tingene, siger Thomas Petersen, der har været træner for Bashkim Kadrii i B93.

Næste store opgave for Bashkim Kadrii er næste uges Champions League-kvalifikationskamp for OB mod Villarreal. Først venter dog en Superligakamp mod AaB.

Læs et stort portræt af Bashkim Kadrii i Tipsbladet fredag, der serverer historien om den unge og lidt usikre Nørrebro-drengs vej til toppen af dansk fodbold.