Superliga

FCM-keeper skifter til Djurgården

FC Midtjyllands målmand Kasper Jensen skifter efter nytår til svenske Djurgården.

FC Midtjyllands Kasper Jensen skifter kort efter nytår til svenske Djurgården. Det erfarer tipsbladet.dk.

Kasper Jensen er efter at have overhalet Jonas Lössl som førstekeeper i
Midtjylland tidligere i år atter blevet reserve, og da klubben for
nyligt tilknyttede den unge målmand Jakob Haugaard, lignede det allerede
her et farvel til Kasper Jensen.

Djurgården har i et stykke tid ledt efter en målmand efter, at
forhandlingerne om Brommapojkarnas Kristoffer Nordfeldt brød sammen.
Derfor har hovedstadsklubben nu vendt sig mod Danmark og havde en
overgang set sig varme på EfB's finske keeper Lukas Hradecky.

Men inden julen blev fokus rettet mod Kasper Jensen, der blev hentet til
FC Midtjylland i sommeren 2010 fra Tyskland for at øge konkurrencen til
Jonas Lössl.

Tipsbladet.dk har været i kontakt med FC Midtjyllands direktion for en
kommentar, hvilket ikke gav resultat, mens Kasper Jensen selv var travlt
optaget og ikke havde tid til at kommentere på historien, da
tipsbladet.dk fangede ham.

Kasper Jensen bliver i følge tipsbladet.dk's oplysninger præsenteret i
Djurgården allerede mandag 2. januar. Den svenske klub sluttede
2011-sæsonen på en 11. plads i Allsvenskan og var senest mester tilbage i
2005.

Kasper Jensen spillede sæsonens otte første ligakampe for FC Midtjylland men blev så bænket til fordel for Jonas Lössl.