1. division

Kim Brink til Vejle Kolding

1. divisionklubben Vejle Boldklub Kolding har netop præsenteret Kim Brink som ny direktør.

Kim Brink blev i september 2010 offer for en større oprydning i OB-ledelsen, som dengang fyrede ham sammen med trænerne Lars Olsen og Viggo Jensen, og siden har den tidligere OB-boss siddet i direktør-stolen i 1. divisionsklubben FC Fyn, som han dog ikke nåede at redde fra nedrykning i sidste sæson.

Nu tager Brink så igen et skridt op i rækkerne, for 1. divisionsklubben Vejle Boldklub Kolding har netop præsenteret Kim Brink som ny direktør, og det skaber optimisme hos VBK-formand Lars Skou:

- Vi er i gang med en spændende udvikling, hvor målet er at skabe en topklub i regionen sportsligt som forretningsmæssigt. Ansættelsen af Kim Brink er et led i vores langsigtede strategi og skal styrke vores kommercielle udvikling og videreudvikle og støtte den sportslige sektor, siger formand for Vejle Boldklub Kolding Lars Skou og fortsætter:

- Vi ved også, at vi er i en udfordrende tid og et svært marked, hvor det er væsentligt, at økonomisk påpasselighed og kommerciel initiativkraft går hånd i hånd. Derfor er det glædeligt, at ansættelsen af Kim Brink vil betyde samarbejde med spændende samarbejdspartnere uden for vores normale geografiske forretningsområde samtidig med, at vi kan angribe den fremadrettede udvikling med en styrket organisation, siger Lars Skou.

Kim Brink, som indtræder i et ledelsesteam sammen med administrerende direktør Henrik Tønder, supplerer:

- Jeg ser et kæmpe potentiale i Vejle Boldklub Kolding. Vi ligger i en dynamisk region og har et unikt netværk og et stærkt kommercielt setup. Vi har et stærkt team omkring den sportslige sektor, som har gjort et fantastisk stykke arbejde.

- Jeg glæder til at blive en del af teamet omkring Vejle Boldklub Kolding og ser meget frem til at anvende min ekspertise såvel på det strategiske som på det forretningsmæssige område. Endvidere bliver det en stor udfordring at være med til at videreudvikle det sportslige koncept i Vejle Boldklub Kolding, så vi i fællesskab kan realisere vores mål, siger Kim Brink.

Vejle Boldklub Kolding overvintrer på tredjepladsen i den næstbedste række.