Superliga

Santin vil til ny klub - men CL lokker

Cesar Santin har fået en fremragende start på sæsonen, men lurer på et skifte til en anden klub. Champions League kan dog få ham til at blive i FCK.

Cesar Santin har været den helt store profil for FC København i begyndelsen af denne sæson. Den brasilianske angriber har leveret fremragende præstationer for Superligaens øjeblikkelige tophold, og han rangerer lige nu som klubbens topscorer.

Angriberen har kontraktudløb med FC København næste sommer, men han kan muligvis være fortid i klubben inden da. Santin lufter således muligheden for at komme væk fra klubben allerede nu.

- Jeg har været i FC København i snart fem år, hvor jeg har været med til at vinde tre mesterskaber. Kommer der et godt bud fra en stor klub, så vil jeg meget gerne videre i min karriere, siger Cesar Santin til Ekstra Bladet.

Brasilianeren tvivler dog på, at FC København vil lade ham gå, idet der venter mange kampe i det kommende efterår. Der er dog også en ting, der kan få ham til at blive i klubben: Udsigten til deltagelse i Champions Leagues gruppespil.

- Ja, så bliver jeg. Det var en kæmpeoplevelse at spille i Champions League for to år siden, og får jeg muligheden igen med FCK, så bliver jeg selvfølgelig for at få den oplevelse med, fastslår Cesar Santin.

Tidligere er Cesar Santin blevet sat i forbindelse med et skifte til hans tidligere klub i Sverige, Kalmar FF.