Skrtel vil kæmpe sig væk fra bænken
Illustration
Premier League

Skrtel vil kæmpe sig væk fra bænken

Martin Skrtel vil kæmpe sig tilbage til en fast plads i Liverpools midterforsvar. 

Slovakiske Martin Skrtel har siddet på bænken i Liverpool de seneste par måneder. Midterforsvareren var tidligere en af de første spillere på holdkortet i den traditionsrige klub, men et formdyk har kostet ham pladsen til Jamie Carragher. 

Den 28-årige tidligere Zenit St. Petersborg spiller har dog ikke tænkt sig at acceptere sin nye rolle, men vil kæmpe sig tilbage til en plads ved siden af Daniel Agger i englændernes midterforsvar. 

- Det er, hvad der sker i fodbold, og denne gang var det min tur, siger Skrtel til sin egen hjemmeside. 

- Jeg må respektere beslutningen og vente på min chance. Og jeg håber, at det bliver før sæsonen slutter. Dem, der kender mig, ved, at jeg vil kæmpe for pladsen i startopstillingen. 

Til trods for den seneste tid på bænken har Skrtel alligevel spillet 38 kampe for Liverpool i denne sæson.