Historisk debut til homoseksuel fodboldspiller
Foto: Polfoto
Generelle

Historisk debut til homoseksuel fodboldspiller

Robbie Rogers skrev i nat historie, da han kom på banen for L.A Galaxy. Rogers er nemlig den første amerikanske homoseksuelle atlet, som har fortsat sin karriere, efter at have fortalt offentligheden om sin homoseksualitet. 

I det 77. minut i nattens opgør mellem Los Angelses Galaxy og Seattle Sounders, blev der skrevet historie.

LA Galaxy var på vej mod en sikker 4-0-sejr, da fjerdedommeren hævede lystavlen og signalerede en udskiftning, der betød kampens resultat blev glemt for en stund.

Brasilianske Juninho forlod banen skiftet ud, og ind løb 26-årige Robbie Rogers, mens tilskuerne hyldede ham med stående ovationer.

Robbie Rogers blev med sin indskiftning den første homoseksuelle sportsudøver, der nogensinde har deltaget i en professionel holdsport i USA.

Robbie Rodgers var tidligere på året sprunget ud som homoseksuel, mens han spillede i Leeds United, men havde i samme øjeblik indstillet karrieren som professionel fodboldspiller, fordi han ikke troede, han kunne fortsætte, nu hvor alle kendte til hans hemmelighed.

Kontrakten med Leeds United blev Rogers og klubben enige om at ophæve og Rogers flyttede tilbage til USA.

Men i stedet for at ligge støvlerne på hylden, endte han med at besøge L.A Galaxy, efter klubbens træner havde henvendt sig til ham. Han begyndte at træne med truppen, og i går kulminerede det i et comeback til professionel fodbold, som samtidig sendte ham i historiebøgerne.

Det lille kvarter han fik på banen var de første minutter, han spillede siden december 2012, og de første minutter siden han sprang ud.

Dermed er Robbie Rodgers den eneste aktive homoseksuelle sportsudøver i USA, og han er kun den anden fodboldspiller, der nogensinde er sprunget ud, mens han har spillet fodbold i England. Den første var Justin Fashanu i 1990.