Silberbauer: Det er absolut ikke optimalt
Illustration
Superliga

Silberbauer: Det er absolut ikke optimalt

Michael Silberbauer træner med Young Boys' andethold fra 1. juli. Han ærgrer sig over den fastlåste situation, men er alligevel fortrøstningsfuld.

Michael Silberbauer og Young Boys har papir på hinanden i to år endnu, men den schweiziske klub vil gerne af med ham og sender ham derfor på andetholdet, når han møder til træning i Bern den 1. juli. Young Boys er klar til at slippe OB-lejesvenden ud af kontrakten, men danskeren vil ikke give afkald på så stor en bid af sin løn, som schweizerne kræver for at slippe ham.

Silberbauers agent Michael Johansen føler, han har gjort alt, hvad han kan for at løse den fastlåste situation, men klubbens sportschef Fredy Bickel vil tilsyneladende ikke give sig. Det ærgrer naturligvis den 31-årige midtbanespiller, der i værste fald kan se frem til to år på klubbens reservehold i den fjerdebedste række.

- Det er absolut ikke optimalt, og jeg synes, det er ærgerligt, vi ikke kan finde en løsning. De mener, det er os, der skal komme dem i møde, men det udspil de er kommet med, er ikke godt nok. Vi er klar til at lave et kompromis, men jeg vil ikke give afkald på så meget, som de kræver for at slippe mig. Det er stadig tidligt i forløbet, og jeg er rimelig fortrøstningsfuld i forhold til, at vi nok skal finde en løsning på et tidspunkt. Men som situationen er nu, er der ikke andre muligheder, end at jeg tager til Schweiz, og så kan det være, det er nemmere at finde en løsning, når jeg er dernede, hvor vi kan snakke face-to-face, siger Michael Silberbauer til tipsbladet.dk.

Derfor er den tidligere Utrecht-, FC København- og AaB-spiller lige nu i venteposition. Bernard Challandes blev ansat i april for at sidde på trænerposten resten af sæsonen. Challandes kender sportschef Fredy Bickel fra deres fælles fortid i FC Zürich, men det er endnu uafklaret, om han fortsætter i næste sæson, hvor Silberbauer altså bliver sendt på andetholdet, hvor han vil træne for at holde sin kontrakt ved lige og modtage den løn, der er hele stridspunktet mellem dem.

- Selvfølgelig vil jeg helst starte inde på førsteholdet, men nu er situationen sådan her, og jeg kommer til at træne dernede lige så meget for min egen skyld, så jeg er klar, hvis der kommer en løsning, siger Silberbauer, der sammen med agent Johansen har antennerne ude i forhold til interesse fra andre klubber, og OB er ikke ude af billedet.

- Situationen er fastlåst, men Young Boys vil jo gerne lave en handel, og vi kigger os omkring. Jeg har også holdt OB underrettet om, hvordan det hele hænger sammen. Vi er ærlige overfor hinanden, og de har sagt, at hvis det kan lade sig gøre indenfor deres økonomiske rammer, vil de gerne beholde mig, men Young Boys skal ændre deres krav, hvis det skal lade sig gøre, og jo længere tid der går, jo mere må OB også overveje at gøre noget andet, siger Silberbauer.

Michael Silberbauer kom til Young Boys i 2011 og spillede fast i sin første sæson, inden den nye træner Martin Rueda lejede ham ud til OB i sommer.