"Efter finalen på Ullevi indrettede jeg sådan et alter oppe på loftet"

"Nå, hvad er det så, jeg har sagt ja til."

Bertel Haarder har sat sig for enden af mødebordet på sit kontor og kigger skiftevis på stakken af papirer foran og på Tipsbladets udsendte, der er kommet til fodboldsnak i Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Vores langlivede serie, der kører på sit 11. år, har efterhånden afstedkommet en bred vifte af samtaler i forskellige situationer. Nogle gange har fodbold-emnet været udtømt efter få minutter, og man bruger resten af tiden på at prikke detaljer frem, andre gange kører snakken over flere timer, og man ender med så meget materiale, at man må skære fra i bunker. Og endelig er der de samtaler, hvor man på forhånd overhovedet ikke ved, hvad man kan forvente sig, og sådan var fornemmelsen på forhånd med ministeren.For 66-årige Bertel Haarder er kendt for mange ting [tankestreg] formet af højskolen i det sønderjyske, politisk aktiv som venstre-mand siden slutningen af tresserne, vinterbader, minister gennem mere end 20 år, forfatter af både bøger og lejlighedssange, et knivskarpt intellekt og en rutine med at gå på hænder, når han skal slappe af [tankestreg] men fodbold er ikke noget, der er dukket ret meget op i researchen på ministeren. Han er dog tit set i Parken oppe på VIP-rækken, så derfor var han et emne, og derfor fik jeg også ja til en fodboldsnak tidligere på efteråret med et par forbehold. Af tidshensyn giver ministeren sjældent længere interviews end 30 minutter af gangen, og det var heller ikke sikkert, at han fik tid til vores faste tilbehør med et favorithold. Og der er selvfølgelig også travlt i det store ministerium, ikke mindst på denne aftalte tirsdag.Aftenen før er finansloven faldet på plads, så meldingen er, at ministeren er lidt forsinket. Han henter mig dog selv i venterummet meget tæt på det aftalte tidspunkt og nævner, at han lige har været til ministermøde, mens vi går ned ad gangen med lange skridt, og jeg tænker ved mig selv, om man kan spørge Bertel Haarder, hvem han holder med?Det kan man sikkert godt, men så langt kommer vi aldrig, for trods hans indledende spørgsmål, så har han forberedt sig til samtalen her på kontoret med en afrikansk statue i vindueskarmen, malerier fra Statens Museum for Kunst på væggene og Koranen og Kraks Blå Bog tæt på hinanden i den åbenbart alfabetisk indrettede reol. Han lader mig stille et åbningsspørgsmål, som han også svarer på, men derefter overtager ministeren samtalen og snakker nogle minutter uden afbrydelse, før han afsluttende konkluderer:"Og det var så min lille fodboldhistorie."Men så lille er historien nu heller ikke. Tværtimod ligger ministeren blandt andet inde med en af de bedste anekdoter, jeg hidtil har hørt om EM i 1992, et kært emne i den stille fodboldsnak men sjældent genfortalt så levende som her."Min tredjestørste fodboldoplevelse nogensinde, havde jeg i sidste uge, da FCK spillede mod Barcelona. Den næststørste var den 5. juni 1985. 4-2 sejren over Sovjet. Og den største var selvfølgelig på Ullevi i 1992, hvor jeg som vikarierende kulturminister var på stadion til EM-finalen mellem Danmark og Tyskland. Jeg fungerede for Grethe Rostbøll, og om formiddagen fik jeg pludselig at vide, at der lå to billetter ovre i ministeriet til kulturministeren, og det var mine, hvis jeg ville. Og så styrtede jeg af sted."Jeg kørte lige ind og hentede et flag derhjemme, som jeg så hængte ud af vinduet på ministerbilen. Det så rigtig flot ud, når man kørte, og det var jeg jo ikke den eneste, der gjorde. Der var simpelt hen en hærskare af biler med sommerhusflag hængende ud af vinduet. Og de der ikke havde, de havde det på vejen hjem.Det var en kæmpeoplevelse.""Den anden billet gav jeg til min 12-årige søn Frederik. Det var den 26. juni, så skolen var slut, og derfor kunne han tage med. I farten havde vi bare glemt, at vi også skulle have noget at spise, så det fik vi aldrig, heller ikke på vejen hjem. Men da vi så holdt i en lang kø ved en tankstation, var der en mand, der bankede på vinduet. Frederik rullede det ned, og så var det Ballerups borgmester, Ove E. Dalsgaard (der er socialdemokrat, red.), der gav ham en sandwich. Og Frederik var hundesulten. Jeg selv havde ikke fået andet end en guldøl, men den havde jeg til gengæld fået af Peter Schmeichel, for jeg var med i omklædningsrummet efter sejren.""Vi kom ikke med færgen hjem før klokken seks om morgenen, og der var helt vilde scener. Sælsomme folkelivsbilleder. Jeg kom slet ikke i seng. Og jeg havde nok heller ikke kunnet sove alligevel.""Der var så det pudsige ved min tur, at jeg i skyndingen helt glemte, at jeg også var vikar for udenrigs- og statsministeren. De var jo i Lissabon til EU-topmøde, du ved Uffe Elleman der står dernede med sit "if you can't join them beat them." Og hvem fungerede for ham. Det gjorde jeg, og det havde jeg glemt. Så jeg tog jo bare til Göteborg uden at ane, at jeg skulle have en vikar, så landet var faktisk uden lovlig regering indtil næste morgen klokken seks. Men der var så meget ulovligt den dag. Alle regler var ophævet. Der var jo også jagerfly med Dannebrog ud af vinduet, der eskorterede det danske hold tilbage til Danmark.""Og så fortsatte det inde på Rådhuspladsen dagen efter. Der fik jeg en klaphat med soldreven ventilator. Ja, der var et lille solpanel og en ventilator, der sendte behagelig luft ned. Jeg blev også båret i guldstol af nogle drenge, der bar mig et stykke hen ad Rådhuspladsen, mens de sang "Bertel er socialdemokrat," lyder det fra den pludseligt syngende minister, der dengang i 1992 som undervisningsminister nok ellers ikke var vant til at blive båret i guldstol af ungdommen."Efter finalen på Ullevi indrettede jeg sådan et alter oppe på loftet, hvor jeg lagde alle aviser fra de tre EM-uger sammen med Schmeichels flaske og så klaphatten med den solenergi-drevne propel. Det er smidt ud alt sammen nu, men flasken havde jeg dog med i det der gætteprogram, som Schmeichel havde for et par år siden (En mod 100, red.), og hvor jeg i øvrigt røg ud med det samme. Der tog jeg flasken med, så han kunne se den, for den var helt autentisk. En dansk guldøl med svensk mærkat, så det var dokumenteret," siger Bertel Haarder tilfreds.Men vi begyndte faktisk fodboldsnakken med Parken og hans plads på A-tribunen. Hvornår begyndte det?"Først må jeg bekende, at da jeg boede i Århus, var jeg AGF-fan, og da jeg boede i Aalborg var jeg AaB-fan. Nu bor jeg så så tæt ved Parken, at jeg kan høre jublen over målene derhjemme, selv når vinduerne er lukket. Så det gjorde det helt naturligt at liste over til nogle kampe, og da så Don Ø opdagede, at jeg var blandt tilskuerne, spurgte han, om jeg ikke ville komme lidt før og være sammen med nogle af hans venner og bekendte, og så begyndte jeg at komme mere regelmæssigt.""I starten mente jeg også, at jeg havde en vis betydning, for når jeg var der, så vandt de, og når jeg ikke var der, så tabte de. Lige indtil en eftermiddag, hvor FCK led et dundrende nederlag. Jeg kan huske tre kæmpe forsvarsfadæser, og jeg kan huske, at Flemming Østergaard vendte sig om og knaldede panden ind i betonvæggen bagved, hvor vi sad. Så der blev jeg klar over, at jeg ikke havde magiske evner," fortæller Bertel Haarder, der altså nu er at finde i Parken til forskellige hjemmekampe og også tog cyklen over til Champions League-opgøret mod Barcelona i tirsdags, hvor specielt en spiller faldt ham i øjnene."Jeg fik øje på William Kvists kvaliteter mod Barcelona. Så vidt jeg kunne se, var det ham, der drev det ene angreb frem efter det andet. Der fik han sit store gennembrud, synes jeg. Og i aviserne dagen efter kunne jeg også se, at han fik den højeste karakter. Det var jeg helt enig i. Når man lige har overstået en farlig situation, så burde alle ånde lettet op, men ikke William Kvist. Han startede angrebet lige med det samme, og på den måde mindede ham mig lidt om Søren Lerby og Frank Arnesen med den der evne og vilje til at søge mod modstanderens straffesparksfelt," siger ministeren og vender tilbage til et spørgsmål, jeg tidligere har forsøgt at stille."Så spørger du, hvorfor jeg gider. Jeg tror først og fremmest, det er fordi, jeg slapper enormt af ved at foretage mig noget helt andet. Alle som er med mig til fodbold ved, at jeg absolut ikke slapper af, men det gør jeg nu alligevel. At holde ferie er jo heller ikke at lave ingenting, det er at lave noget andet. Her er det noget helt andet, der får adrenalinen til at pumpe, og nu har jeg som sundhedsminister konstateret, at det faktisk er sundt, så det er jo meget godt. For det at gå til fodbold og især en storkamp med spænding til sidste sekund, det er et kick uden lige. Det får jeg i hvert fald.""Jeg kan også godt lide det uforudsigelige ved fodbold. Bolden er rund og alt kan ske. Skagen kan slå Brøndby, og det kan Varde også. Selv de mest fremragende hold kan spille som en pose nødder engang imellem. Endelig har jeg altid godt kunnet lide at lege, og fodbold er leg og konkurrence. De almindelige regler for politisk korrekthed og "vi skal være gode ved de svage" er fuldstændig sat ud af kraft i de 90 minutter. Det er der også noget dejligt ved," siger Bertel Haarder og bekræfter, at han da følger med i fodboldens verden som tiden tillader det. Også gerne på tv."Jeg har ødelagt en sofa engang. Vi vandt en eller anden kamp, hvor det hele lykkedes i sidste øjeblik, så jeg sprang op og faldt ned på en måde som sofaen ikke kunne holde til. Det kan mine børn stadig huske," lyder det fra ministeren, der ikke fik fodbolden ind som en naturlig del af højskolelivet i det sønderjyske, men dog mindes et par oplevelser."Min første fodboldoplevelse var såmænd på Flensborg Stadion. AGF mod Hamburg. Hamburg vandt 4-1. Min far tog mig med. AGF havde en venstre wing, der hed Peder Kjær, og han var bror til min søsters kæreste, hvilket yderligere gjorde ham til mit idol. Nu er han vist i øvrigt sagfører i Hammel.""Men jeg er ikke særlig god til at spille fodbold selv, og det hænger sammen med, at jeg voksede op på landet, hvor der var langt til nærmeste fodboldklub. I slutningen af skoletiden spillede jeg nogenlunde. Højre wing på klasseholdet i Sønderborg, og da jeg så kom til USA for at studere, kom jeg til et college (Wesleyan University i Connecticut fra 1964 til 65 ifølge ministerens omfattende cv), hvor fodbold, altså soccer, lige var blevet indført. Og uden overhovedet at vide om jeg kunne spille fodbold satte træneren mig på holdet, og vi vandt.""Jeg tror sådan set, at træneren havde ret i, at jeg ydede et positivt bidrag på trods af, at jeg absolut ikke var god til at spille fodbold, for jeg vidste, hvordan fodbold skal være. Inde i hovedet var jeg god, så min hjerne var god for holdet. Jeg vidste, hvordan soccer skulle spilles. Det vidste man ikke så godt dengang i USA, men det gør man jo nu, selv om Simpsons gør frygtelig grin med det. Hver gang der er soccer i fjernsynet, ser man Homer Simpson sidde udslukt i stolen," siger Haarder med et grin, mens en embedsmand med favnen fuld af papirer kigger ind ad døren.For der er meget andet end fodbold i verden, men Haarder har lige en sidste bemærkning, for han har åbenbart skimmet mine forberedte spørgsmål, selv om de ligger på hovedet i forhold til ham, så han vil godt lige bekræfte den eneste fodboldanekdote, jeg umiddelbart kunne finde i researchfasen."Den der AP Møller-historie, den er rigtig nok. Jeg var til den højfornemme, årlige middag med Københavnske Dagblades Forening i Divan 2 i Tivoli i august. Mærsk er med, statsministeren og oppositionslederen holder taler, og det er så fint, som det overhovedet kan være. I det øjeblik Tøger Seidenfaden sagde velbekomme, og vi var færdige og skulle ind og have kaffe, da får jeg en sms fra min ministersekretær om, at FCK har slået Ajax 2-0 i Amsterdam og dermed er med i Champions League.""Så jeg slår på glasset og siger højt "FCK har slået Ajax 2-0." Siden hørte jeg så, at Mærsk skulle have sagt til de nærmeste, at "Hvad var det, og nu havde han været med i 30 år, og det var aldrig sket før." Og alle pressefolkene var rigtig sure, for hvordan havde jeg fået det at vide før dem? Men det var altså fordi, min sekretær havde gjort sms'en med resultatet klart, og i det sekund, der blev fløjtet af i Amsterdam, trykkede han på send," siger Bertel Haarder tilfreds, før han vinker pigen med papirbunken ind og nikker farvel til Tipsbladet, der forlader kontoret efter en alt andet end stille fodboldsnak på 20 minutter med en travl minister.