Anzhi-angriber bejler til Liverpool
Illustration
Premier League

Anzhi-angriber bejler til Liverpool

Brasilianske Willian håber på, at Liverpool vi forsøge at købe ham i sin økonomisk trængte, russiske klub Anzhi. 

Der skal to til en transfer. Brasilianske Willian går i disse dage rundt i sin russiske klub, Anzhi, og drømmer om et skifte væk. Især kunne han godt tænke sig at spille for Liverpool. 

Alle spillerne i Anzhi er blevet sat til salg, efter at klubbens ejer, Suleiman Kerimov, for nyligt besluttede at skære drastisk i klubbens udgifter. Og de er ikke sene til at handle i Rusland. Således kom det i går frem, at tre af klubbens spillere, Igor Denisov, Yur Zhirkov og Aleksandr Kokorin, alle fortsætter karrieren i Dinamo Moskva. Og Willian håber altså på at blive den næste. 

- Lige nu er der ikke andet end rygter. Manchester City bød på mig for længe siden, men det blev afvist af klubben. Så nu går jeg bare og venter på, at en klub vil byde på mig, måske en klub som Liverpool. Det er helt sikkert en fantastisk klub. Men jeg tager hele situationen meget roligt, siger Willian til ESPN Brazil.

- Jeg ved, at min agent har snakket med nogle klubber, men han fortæller mig ikke mere end det. 

Uanset hvilke klubber, der er ude efter brasilianeren, virker han dog fast besluttet på at næste skridt i karrieren skal gå mod Premier League. 

- England er mit mål. At spille i den engelske liga er en drøm for mange spillere, og jeg er ikke anderledes end dem. 

Det er ikke mere end otte måneder siden, at Willian skiftede til den russiske klub fra ukrainske Shakhtar Donetsk.