Da Silva ærgerlig over reserverolle
Illustration
Superliga

Da Silva ærgerlig over reserverolle

Brøndbys Patrick da Silva har mistet sin plads på holdet, og det skuffer den unge back, som er indstillet på at knokle sig ud af reserverollen.

Patrick da Silva startede sæsonen ud som starter på Brøndbys venstre back, men efter tredje spillerunde blev han taget ud af startopstillingen til fordel for Riza Durmisi.

Sådan har det stort set været siden. Kun to gange siden er da Silva kommet i spil under træner Thomas Frank i Superligaen, og det er spilleren selv ærgerlig over, efter at han i foråret sad tungt på pladsen, da Auri Skarbalius var chef for holdet.

- Når jeg har været vant til at spille og følt det var min plads, som det jo også var i foråret, så er det nederen at være stillet lidt tilbage i køen, siger Patrick da Silva og forklarer, at det ikke har været et nemt forløb for ham:

- I starten gik det mig på, men nu kan jeg leve med det. Jeg er selvfølgelig ikke tilfreds med ikke at spille, men jeg tænker lige nu mere på, at min tid nok skal komme, siger da Silva til tipsbladet.dk.

Patrick da Silva har snakket med træner Thomas Frank om situationen. Det gjorde han i forbindelse med skiftet på pladsen.

- Thomas synes ikke, jeg præsterede 100 procent i de første tre kampe. Den forklaring var jeg ikke helt tilfreds med i starten, jeg var ikke helt enig. Men det er trænerens beslutning, og nu skal jeg træne mig ud af det. Det er vejen frem. Og så skal jeg vise mig frem i reserveholdskampene, siger han.

Foreløbigt er spilleren indstillet på at knokle sig ud af reserverollen, men han erkender, at han ikke kan være tålmodig for evigt.

- Hvis jeg vil udvikle mig mere, så skal jeg spille på så højt plan som muligt. Lige nu arbejder jeg for at komme tilbage i Brøndby, og det er det, jeg fokuserer på, men på den lange bane er det selvfølgelig ikke så godt, hvis det ikke ændrer sig, og så kan det være, at jeg skal overveje min situation, siger han.

Patrick da Silva har kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2016.