Napoli afviser Chelseas megabud på Higuain
Illustration
Premier League

Napoli afviser Chelseas megabud på Higuain

Chelsea skulle angiveligt have budt 450 millioner kroner for Gonzalo Higuain, men Napoli har afvist tilnærmelserne.

Blot 14 mål har Fernando Torres, Demba Ba og Samuel Eto'o bidraget med i alle turneringer for Chelsea i denne sæson, og derfor skal de bruge en ny angriber. Han skal gerne hedde Gonzalo Higuain, men han bliver dyr at købe fri.

Ifølge The Telegraph har hans klub, Napoli, afvist et enormt bud på 450 millioner kroner og gjort det klart, at argentineren ikke er til salg. Han spillede ellers under Chelsea-manager José Mourinho i Real Madrid, og med ni mål i 16 ligakampe for Napoli har han også vist sit værd uden for den spanske hovedstad.

Skal Napoli overtales til at lade ham gå, skal der altså en stor sum penge på bordet, og kommer vi op over de 450 millioner, kan Higuain meget vel blive blandt de fem dyreste spillere i historien. Det hjælper dog Chelsea en smule, at Kevin De Bruyne ligner en mand, der snart forlader klubben for omkring det halve af den pris.