Utilfreds Vadocz kæmper for OB-minutter
Illustration
Superliga

Utilfreds Vadocz kæmper for OB-minutter

Ungarske Krisztian Vadocz tvivler på, at han får en større rolle i OB igen, men han er klar til at kæmpe for sagen med et halvt år tilbage af sin kontrakt. 

Det startede så forrygende for Krisztian Vadocz i OB, da han i efteråret 2012 kom til klubben og straks blev en profil i Superligaen med masser af godt spil og mål til følge. Siden faldt han sammen med resten af holdet i niveau i foråret 2013, og i det forgangne efterår blev han så henvist til bænken hos fynboerne gennem længere tid. 

Kun én gang var han med i en hel kamp for OB i efteråret, og med kontraktudløb til sommer er hans fremtid endnu uafklaret, og selv ved spilleren ikke, hvad der skal ske i fremtiden. 

- Jeg ved det ikke endnu, for jeg har ikke været i kontakt med klubben endnu. Der er ikke noget nyt, så lige nu koncentrerer jeg mig bare om at komme i god form til forårssæsonen, siger Krisztian Vadocz til tipsbladet.dk.

Han er imidlertid afklaret med, at han ikke var førstevalg til midtbanen i OB i efteråret.

- De sidste par måneder var ikke som ønsket, men jeg havde en ide om det, og på en måde havde jeg forventet det. Jeg synes, at jeg håndterede det godt, for når jeg kom på banen, var jeg med til at påvirke spillet positivt. Vi fik en del point, når jeg var på banen, så selvom jeg selvfølgelig ikke var tilfreds med den rolle, var jeg alligevel en del af holdet, siger Vadocz, der ikke umiddelbart tror på, at situationen ændrer sig for ham, idet OB denne vinter har fået tilgang af midtbanemanden Azer Busuladzic, der ligesom Vadocz helst spiller på den centrale midtbane.

- Det er tidligt at sige, men jeg frygter, at min situation fortsætter. Jeg tror ikke, at jeg får større chance for at spille end i de sidste par måneder, men vi må se. I fodbold kan alt ske, og jeg har stadig muligheden for at få nogle minutter. Jeg må bare vise, at jeg kan bidrage positivt

- Jeg er selvfølgelig utilfreds med situationen, og klubben har allerede hentet Azer, så vi har rigeligt med spillere til min position. Vi har endnu bedre konkurrence på midtbanen, men sådan er fodbold. Jeg må bare træne godt og vente på muligheden, siger han. 

Den ungarske midtbanespiller regner dog ikke med et klubskifte denne vinter, men med kontraktudløb til sommer, er et OB-exit til sommer naturligvis et tema. 

- Jeg har et halvt års kontrakt tilbage, så jeg kan måske gøre noget, når den udløber. Det kommer også an på, hvordan klubben agerer, og hvad jeg selv vælger. Jeg har ikke talt med andre klubber, for der er god tid endnu. Jeg kan bedst lide at spille fodbold uden at tænke på de andre ting. Min agent arbejder på situationen, og så må vi se, hvad der sker. Der kan ske meget i transfervinduet, men nu nyder jeg bare tiden på banen. Hvad der sker udenfor, må vi se. Jeg må reagerer, hvis der sker noget , siger Vadocz, der til endelig slår fast, at han er klar til at tage et halvt år mere i OB.

- Selvfølgelig. I de sidste par måneder var jeg med til at få point, når jeg var på banen, og sådan er livet for en fodboldspiller. Hvis jeg ikke er med fra start, må jeg vise træneren, at han tager fejl. Det må jeg gøre, siger han.