- Thiago gør Guardiola sindssyg
Illustration
Bundesliga

- Thiago gør Guardiola sindssyg

Bayern Münchens sportsdirektør, Matthias Sammer, beundrer Thiago Alcantaras talent, men afslører samtidig, at midtbanespilleren til tider frustrerer træner Pep Guardiola. 

'Mañana mañana'. Ordsproget er blevet synonym med den afslappede holdning, som folk fra Spanien typisk har til livet. 

Men mens Bayern Münchens spanske træner, Pep Guardiola, med sit stramme jakkesæt og tynde slips måske altid har passet bedre til Tyskland end den iberiske halvø, lader det til, at Thiago Alcantara fik den afslappede attitude med sig i kufferten til Bayern München, som når en backpacker tager væggelus med sig hjem fra rejser til Østen. 

Guardiola hentede i sommer Thiago i sin tidligere klub, FC Barcelona, men han havde nok ønsket, at midtbanespilleren havde strammet op på sin holdning efter skiftet til Bundesligaen. 

- Thiago kan godt være lige lovlig afslappet, og det gør Guardiola sindssyg, siger Bayerns sportsdirektør, Matthias Sammer, til Kicker. 

Det er dog kun uden for banen, at Thiago er sløv i optrækket. Mellem kridtstregerne viser den 22-årige spanier en anden side af sig selv, og efter en skadespræget start i klubben viste Thiago mod slutningen af efteråret prøver på sit store talent for Bayern - han scorede blandt andet sit første mål for klubben i sejren ved VM for klubhold over Raja Casablanca. 

- Han bevæger sig utrolig godt, og han er fantastisk kreativ. Han er en super fodboldspiller, som har en rigtig god effekt på holdet både inde og uden for banen, hvilket er godt for klubben, siger Sammer. 

Bayern München, Thiago og Guardiola genoptager Bundesligaen efter vinterpausen, når de næste fredag gæster Borussia Mönchengladbach.