Mahlangu går bodsgang i Allsvenskan
Illustration
Skandinavien

Mahlangu går bodsgang i Allsvenskan

Den sydafrikanske midtbanespiller har svært ved at finde sig en ny arbejdsgiver og er nu blevet tilbudt til hele syv svenske klubber

Der var et tidspunkt, hvor May Mahlangu var det helt store i Allsvenskan. Kåret til årets spiller, profil på Sydafrikas Africa Cup of Nations-hold og et emne for blandt andre Brøndby. Nu er tiderne lidt anderledes.

Mahlangu er ude af kontrakt, men med et halvt års skadespause i bagagen er det ikke nemt at finde en ny klub, må sydafrikaneren sande. Mahlangu er blevet tilbudt til hele syv klubber i Allsvenskan, men endnu har ingen bidt på agenten Rob Moores krog, skriver fotbollskanalen.se.

Malmö FF, Helsingborg, AIK, IFK Göteborg, Elfsborg og Örebro er allerede blevet spurgt, og nu er også Djurgården blevet tilbudt Mahlangu.

- Vi har mødtes med Rob Moore. Vi havde en hyggelig snak, men vi snakkede om andre sager, siger Djurgårdens sportschef, Bosse Andersson, til det svenske medie.

Mahlangu har angiveligt flere krav til en kommende arbejdsgiver, og en kort aftale med en høj løn er bare nogle af disse. Derudover vil spilleren også helst til en klub med europæisk deltagelse.

 Rob Moore fortalte tirsdag til tipsbladet.dk, at også Danmark er interessant for Mahlangu, men at man intet konkret har hørt fra danske klubber.