C/N: Hedens næste guldfugl

Hvad har Simon Kjær, Winston Reid, Mads Albæk, Erik Sviatchenko og Jesper Juelsgård til fælles? Foruden prædikatet som tidligere logerende på Claus Steinleins produktionsfabrik, Akademiet, er de alle tidligere eller nuværende FC Midtjylland-spillere, som enten har brugt eller er ved at bruge Superligaen og Danmarks største bidragsyder til Nigerias betalingsbalance, FC Midtjylland, som springbræt til en karriere i en eller flere af Europas største ligaer. 

I skyggen af Glen Riddersholms universitetsudtalelser, nedtonede midtjyske gulddrømme og konsekvent tilstrømning af nigerianske aktiver står næste mand i fødekæden klar: Pione Sisto. Med tre mål i foråret, stadigt flere startpladser og en formkurve, der har fået færre udsving og er blevet mindre sårbar over for dåbsattesten, ligner den sudanskfødte kantspiller efterhånden det bedste bud på en FC Midtjylland-spiller, der kan træde i Sviatchenkos og Juelsgårds snarligt efterladte fodspor og overtage rollen som klubbens største egenproducerede transferobjekt.

Og hvorfor gør han så det? Et argument for rubrikkens påstand skal findes i kløften mellem Pione og hans nigerianske holdkammerater og pendanter, Sylvester Igboun og Rilwan Hassan, der begge – ligesom Pione – har været omsværmet af udenlandsk interesse i en tidlig alder. 

Til forskel fra Claus Steinleins uofficielle adoptivsønner er Pione – foruden fart, dynamik og hurtige fødder – dog udstyret med en teknik og fodboldkløgt, som tillader andet end lange træk og lunkne vristspark, som ofte kendetegner Sylvester Igboun og Rilwan Hassens ret svingende spil. Når man spiller over for Pione, er der således ikke kun hans upassende lave tyngdepunkt og hans forcer i driblingerne og udfordringerne, man som modstander er opmærksom på, men i lige så høj grad hans evne til at skabe chancer, være målfarlig og gøre en telefonboks rummelig. Der var med andre ord en god grund til, at man pustede luft ud en ekstra gang, når man til U15-talentsamlingerne i Vildbjerg fandt ud af, at man var på hold med Pione i den indbyrdes træningskamp. Og en endnu bedre grund til, at man sukkede højlydt og tog tørre underbukser på, når modstanderen i den efterfølgende weekend hed FC Midtjylland og Pione. 

I en fodboldverden, hvor investeringen og professionalisering i og af ungdomsfodbolden gradvist udligner forskellene i talent på banen, afgøres mange unge spilleres karriere af, hvad man kan uden for kridtstregerne. Et andet argument for en galoperende markedsværdi og øget betydning for FCM er derfor den udtalte mentale styrke, som Pione har. Når man som Superliga-rookie løfter sit spil efter en tam kollektiv præstation i Odense og i de efterfølgende uger udstiller FCK’s og Randers’ forsvar med samme elegance og lethed, som han havde for vane at gøre som ungdomsspiller, vidner det om både talent og mental styrke. Det er flot håndværk.

I en tid, hvor FC Midtjyllands økonomi har Luksusfælden-kandidatur, kan Pione Sisto meget vel være spilleren, der kompenserer for sine nigerianske holdkammeraters svingende spil og med sine offensive evner bidrager til, at klubben med et mesterskab får den saltvandsindsprøjtning, som den længe har ledt med lys og lygte efter. Pga. tredjepartssponsorater, der rimer på økonomiske problemer og efterlader over halvdelen af indtægterne ved et salg mellem hænderne på investorer, vil et salg af Pione Sisto ikke hjælpe på bundlinjen. Til den tid har han dog formentlig bidraget til, at økonomien kan gå hånd i hånd med de sportslige målsætninger.  

J.P.