HSV nedlagde Leverkusen i klassekamp
Illustration
Bundesliga

HSV nedlagde Leverkusen i klassekamp

HSV tog et vigtigt skridt i kampen om overlevelse i den tyske Bundesliga. 

Det var svært at se i store dele af kampen, at Bayer Leverkusen kæmper med om europæiske pladser i Bundesligaen, mens Hamburger SV kæmper for at blive i rækken. 

For det var hjemmeholdet HSV, der kom blæsende fra start. Kun fire minutter var der spillet, da den stod 1-0 til værterne. Lidt uden for feltet tordnede tyrkiske Hakan Calhanoglu bolden ind bag en chanceløs Bernd Leno i Leverkusen-kassen. Kynisk klasket ind af tyrkeren. 

Og hvilken start kampen fik. Leverkusen kunne have udlignet få minutter efter og kun en god redning fra Rene Adler forhindrede, at den stod 1-1 inden for de første fem minutter af opgøret.

HSV sad tungt på spillet i første halvleg, men chance på chance på chance blev misbrugt. Og selv om gæsterne fra Leverkusen også havde sporadiske chancer, så var et næsten et mirakel, at Calhanoglus mål var kampens eneste ved pausen. 

I anden halvleg var verdensbilledet noget ændret takket være HSV-keepr Rene Adler. 58 minutter var der spillet, et skud lige på fra Julian Brandt lige på Adler og så var bolden i kassen til 1-1. Hvordan? Det kan kun Adler forklare. Et kæmpe koks af keeperen, og så var Leverkusen i den grad tilbage i opgøret. 

Leverkusen havde enkelt chancer til at lukke kampen til deres fordel, mens HSV mistede pusten efter udligningen. 

Lige indtil Heiko Westermann dukkede op otte minutter før tid. Et perfekt udført indlæg af Dennis Diekmeier blev hammeret helflugtende i kassen af forsvarspilleren Westermann. 

Det flotte mål blev kampens sidste. Et fantastisk medlevende kamp endte med en 2-1-sejr til HSV, der rykker tættere på redning i Bundesligaen. I hvert fald for en stund.