FCV-profil overvejer udlandet
Illustration
Superliga

FCV-profil overvejer udlandet

FC Vestsjællands Lasse Nielsen føler sig klar til at prøve sig selv af i udlandet, men han er også åben for at forlænge med Superliga-klubben.

Forsvarsspilleren Lasse Nielsen har været en vigtig mand for FC Vestsjælland i denne sæson. Som leder af Superliga-oprykkernes forsvar har han stor andel i klubbens mange målfattige kampe, og de gode præstationer har også fået opmærksomheden om ham til at stige. 

Med kontraktudløb til sommer er mulighederne helt åbne for Lasse Nielsen, og han overvejer blandt andet, om han skal prøve talentet af uden for landets grænser. 

- Ja, det er da en hver dansk fodboldspillers drøm at komme til udlandet og prøve sig af. Der har været nogle muligheder hen ad vejen, uden det har været specielt konkret. Jeg har en fin alder til at komme af sted, men omvendt vil det også passe meget godt at forlænge med Vestsjælland i et par år, så vil der måske stadig være mulighed for at komme ud, hvis det er det, jeg ønsker, siger Lasse Nielsen til Sjællandske.

Lasse Nielsen oplyser desuden, at han er i dialog med FC Vestsjællands ledelse omkring fremtiden, men at han vil have svært ved at se sig selv følge med klubben ned i 1. division i tilfælde af en nedrykning.