Man Utd i møde med Van Gaal
Illustration
Premier League

Man Utd i møde med Van Gaal

Manchester Uniteds tålmodighed med David Moyes er muligvis brugt op, skal man tro forlydenderne om, at Glazer-familien har mødtes med Louis Van Gaal

David Moyes’ snor i Manchester United er muligvis ikke så lang, som det længe har været antaget. Champions League er overstået, næsten det samme er mulighederne for europæisk deltagelse i næste sæson, så derfor er det for en klub af Manchester Uniteds størrelse næppe en overraskelse, at man nu afsøger markedet for nye kandidater.

Louis Van Gaal skulle være netop en af disse. Hollænderen stopper som landstræner i hjemlandet efter sommerens VM-slutrunde, og her kan han muligvis tage over i Manchester United, skriver De Telegraaf.

Ifølge den hollandske avis har Joel og Avram Glazer, der ejer Manchester United, i går haft et møde med 62-årige Louis Van Gaal, der længe har været favorit til at overtage Tottenham til sommer. Det møde medfører naturligt spekulationer om, hvorvidt David Moyes er fortid i Manchester United til sommer - efter blot en sæson.

Med en seksårig kontrakt har Moyes ellers fået indikationer om, at man tror meget på ham, men når skotten end ikke har været i nærheden af et mesterskab med næsten samme trup, som Alex Ferguson vandt med sidste år, så kan det ende med et hurtigt brud.