Kroatisk Liverpool-emne fokuserer kun på Inter
Illustration
Serie A

Kroatisk Liverpool-emne fokuserer kun på Inter

Inters Mateo Kovacic afviser et skifte til Premier League og fokuserer på at slå igennem i den italienske klub.

The papers have to write something,” shrugged the midfielder who turns 20 next month.
Liverpool har tidligere hentet Phillipe Coutinho i Inter med stor succes til følge, og de seneste par uger har rygterne lydt, at Liverpool havde i sinde at prøve lykken i Inter endnu engang.

Spilleren i fokus denne gang var kroatiske Mateo Kovacic, der endnu ikke har fået det helt store gennembrud i den blå og sorte trøje, og efter Walter Mazzaris tiltræden i Inter har det virket som om, Kovacic er røget endnu længere ud i kulden.

Men Liverpool kan godt pakke forhåbningerne om at hente Kovacic væk. Han sværger troskab til Inter og håber fortsat på at slå igennem.

- Aviserne skal skrive noget, fortæller han om rygterne ifølge Football Italia.

- Jeg har lært, at i fodbold bliver der altid spekuleret. Men det betyder ikke noget for mig. Jeg har en kontrakt til 2017, min fremtid er her med Inter, og jeg er glad for at være en del af det.

Kovacic er blot startet inde i 14 kampe for Inter i denne sæson, men på trods af den aktuelle rolle et stykke fra holdets kerne er han fortsat fortrøstningsfuld.

- Da jeg først kom til Inter, var det svært og meget nyt for mig, men min far forklarede mig, at meget hurtigt kan ændre sig både i livet og i fodbold. Man skal bare arbejde hårdt og være klar, når chancen kommer. Før eller senere kommer det hele igen, siger den 19-årige kroat.