Vermaelen-agent: Napoli er interesserede
Illustration
Premier League

Vermaelen-agent: Napoli er interesserede

Thomas Vermaelens agent melder om interesse for den belgiske landsholdsspiller fra blandt andet Napoli.

Thomas Vermaelen trækker normalt anførerbindet om armen, når han tørner ud for Arsenal, men det har han ikke gjort så ofte i denne sæson. Manager Arsene Wenger har foretrukket en duo bestående af Laurent Koscielny og Per Mertesacker, og det har medført, at belgierens fremtid kan synes at ligge væk fra Emirates.

Nu siger Vermaelens agent, at der er flere interesserede klubber, og deriblandt en storklub fra Serie A.

- Napoli har hørt til spilleren og har taget et skridt fremad, men andre klubber har også vist deres interesse, ikke bare italienske klubber, fortæller Alex Kroes til Calciomercato.

Han siger dog samtidigt, at der først kommer en beslutning om Vermaelens fremtid om et par måneder.

- Vi tænker ikke på det i øjeblikket. Der skal spilles et VM, og vi udskyder diskussionerne til efter det. Så man kan ikke sige, at spilleren er tæt på et skifte til Napoli, siger han videre.

Vermaelen har blot spillet syv kampe fra start i denne sæson for Arsenal. Belgierens kontrakt med Arsenal udløber sommeren 2015.