Bielsa tæt på Marseille-job
Illustration
Ligue 1

Bielsa tæt på Marseille-job

Marseille meddeler nu, at klubben er meget tæt på at hente Marcelo Bielsa som træner til den kommende sæson.

Marseille har været uden fast cheftræner siden december, hvor klubben fyrede Elie Baup. Godt nok har sportdirektør Jose Anigo varetaget hvervet, men det har aldrig planen, at Anigo var mere end en midlertidig løsning, og derfor leder man med lys og lygte efter en mere permanent løsning som cheftræner.

Nu har klubben så fundet en god kandidat i Marcelo Bielsa, der ikke har været i et job siden kontrakten med Athletic Bilbao udløb sidste sommer, men endnu er kontrakten ikke underskrevet.

- Vi har en mundtlig aftale med Marcelo Bielsa, fortæller Anigo til L'Equipe.

- Vi har en aftale omkring det sportslige projekt. Vi har en generel aftale, men nu skal kontrakten færdigforhandles. Uden at blive fanget i total eufori er vi sikre på, at aftalen vil blive færdiggjort. Jeg kan kun sige, at vi vil have en god træner til næste sæson, fortæller han videre.

Bielsa har udover tiden i Athletic Bilbao en fin trænerfortid bag sig. Han har blandt andet stået i spidsen for Argentinas landshold i årene 1998-2004.

Marseille ligger i øjeblikket nummer seks i Ligue 1.