Spurs' rekordkøb vil vise sit sande jeg
Illustration
Premier League

Spurs' rekordkøb vil vise sit sande jeg

Tottenhams Erik Lamela har indtil videre været stemplet som et flop, men den skadesplagede argentiner lover, at næste sæson bliver meget bedre.

Sidste sommer gik Tottenham transferamok og købte ind for omkring en milliard danske kroner, men sæsonen blev en fiasko med fyringen af André Villas-Boas og endnu en placering uden for top fire.

En af dem, der blev spenderet en del på, var argentinske Erik Lamela, der kom til fra Roma for lidt under 300 millioner kroner, hvilket gjorde ham til det dyreste indkøb i klubbens historie.

Mange så ham som en afløser for Gareth Bale, men det kunne Lamela ikke leve op til i sidste sæson grundet skader og en svær omstilling til det engelske spil og liv udenfor banen.

Nu lover Lamela så, at man vil se hans sande jeg i den kommende sæson.

- Jeg er kommet i god form, og jeg er fast besluttet på at vise Tottenham-fans den rigtige Erik Lamela denne sæson. Jeg er kommet mig over mine skader, vi har en ny træner og jeg kan ikke vente med at spille. Jeg er overbevist om, at man vil se en meget bedre jeg i denne sæson, siger Lamela til The Sun.

Ansættelsen af manager Mauricio Pochettino, der ligeledes er argentiner, har også hjulpet Lamela, der følte sig meget ensom, da han kom til klubben uden at kunne et ord engelsk. 

- Sidste sæson var meget frustrerende for mig. Det tog noget tid at komme ind på holdet, og jeg blev ved med at blive skadet, hvilket også gjorde, at jeg ikke kom på landsholdet. At komme til en ny klub er altid hårdt, men det var endnu hårdere, når det er et nyt land, og du ikke er i stand til at spille. En fodboldspiller føler sig altid ensom, når han ikke kan spille, og jeg var meget ensom sidste sæson, siger Lamela.

Lamela og Tottenham tager hul på sæsonen den 16. august, hvor man møder lokalrivalerne West Ham.