Frank: Aggressivitet, aggressivitet, aggressivitet
Illustration
Superliga

Frank: Aggressivitet, aggressivitet, aggressivitet

Thomas Frank er glad for, at hans mandskab var i stand til at hente tre point på en halvdårlig dag.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion

Det ufravigelige krav til Brøndby i mandagens hjemmekamp mod Silkeborg var tre point, og de blå-gule leverede varen mod oprykkerne, men det holdt hårdt. Således var stillingen ved pausen 0-0, inden Brøndby skruede bissen i 2. halvleg og scorede to mål.

Cheftræner Thomas Frank var naturligvis glad for sæsonens første tre point.

- Det, som vi efterspurgte og savnede helt vildt meget i kampen mod FC Midtjylland, var aggressivitet, og jeg tror, at spillerne var ved at blive sindssyge over mig i mit slideshow inden kampen, hvor der stod aggressivitet, aggressivitet, aggressivitet. Men det fik vi. Vi fik genpresset og vundet mange dueller, og det var jeg tilfreds med, siger Thomas Frank og fortsætter:

- Der var lidt af det i 1. halvleg, men ikke nok. Beslutningerne om, hvor bolden skulle spilles hen, var for dårlig. Vi spillede for mange pasninger i samme side og havde for mange touch.

Han er meget tilfreds med, at Brøndby henter tre point på en dag, hvor spillet kunne være langt bedre.

- Det er fantastisk. Kæmpe tak til supporterne. I dag er det et must, at vi skal tage tre point hjemme mod Silkeborg, og det ved alle, men præstationer og resultater hænger ikke altid sammen, slutter Brøndby-træneren.