Liverpool-keeper skifter til Bayern München
Illustration
Bundesliga

Liverpool-keeper skifter til Bayern München

Den tyske storklub bekræfter, at man er nået til enighed om et skifte med både klub og spiller.

Den spanske keeper Pepe Reina er millimeter fra et skifte til den tyske mesterklub, Bayern München. Således meddeler formand Karl-Heinz Rummenigge, at man er blevet enig med både Liverpool og Reina omkring et skifte. Nu afventer man blot lægetjekket, der skulle gennemføres i løbet af et par dage.

31-årige Pepe Reina, der sidste sæson var udlejet til Napoli, skal ikke se frem til en tilværelse med megen spilletid i det tyske, da Rummenigge understreger, at den tyske landsholdskeeper Manuel Neuer er førstevalget.

- Pepe Reina ville meget gerne til Bayern München. Han var klar til eventyret, selvom han ved, at Manuel Neuer er foran ham - et førstevalg, der vil forblive nummer et medmindre noget uventet skulle ske. Vores mål er, at vi skal være forberedt på alt, og vi har nu vores team af målmænd på plads for den næste sæson, udtaler Rummenigge til klubbens hjemmeside.

Reina bliver med skiftet genforenet med Pep Guardiola, der var holdkammerat med kepperen i Barcelona i sæsonen 2000/2001. Målmanden spillede herefter tre sæsoner i Villareal inden turen gik til England og Liverpool.